Det nye tv-signal kan koste klimaet dyrt
500.000 husstande skal købe nyt digitalt udstyr forbindelse med det nye digitale tv-signal. De mange nye digitale modtagere kan resultere i en klimabelastning på helt op til over 12.000 ton C02.
Inden Danmark om en måned skifter til det digitale tv-signal, skal omkring 500.000 husstande købe nyt digitalt udstyr til deres tv, hvis de vil undgå sort skærm. De mange nye digitale modtagere vil medføre en klimabelastning på helt op til over 12.000 ton C02, hvis ikke forbrugeren går efter de mest energieffektive digitale modtagere med Elsparemærket. De ekstra el-apparater i hjemmet betyder øget strømforbrug, og i værste fald vil de mange modtagere tilsammen udlede ligeså meget C02 som det private elforbrug i en by med 12.500 indbyggere. Det viser beregninger fra Elsparefonden. Forbrugerne kan dog selv gøre meget for at begrænse strømforbruget. Miljøorganisationer opfordrer til at vælge digitalt udstyr med et lavt energiforbrug:
Når forbrugerne vælger en digital modtager, er vores anbefaling, at de vælger en modtager med Elsparemærket, fordi det garanterer et lavt strømforbrug til gavn for klimaet og for elregningen. Og så kan man selv yderligere reducere strømforbruget ved at slukke på stikkontakten, når man ikke ser tv, eller sætte modtageren i en elspareskinne, så den automatisk slukker, siger projektleder Anders Hjorth Jensen fra Elsparefonden.
-JR