28.02.2017  |  EL  |  El-materiel

Indspark: Dimensionér fremtidens kabler med stolthed

Hvordan vil du dimensionere kabler efter den nye standardserie DS/HD60364, der træder i kraft den 1. juli 2017? Efter den forenklede 75-procentregel eller de internationale IEC-regler?

Det er en fejl at påstå, at 75-procentreglen forsætter i fremtiden med samme sikkerhed som i dag. Den nuværende dimensioneringsregel har en naturlig afviklingsperiode sammen med Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 6. Det betyder med andre ord, at den forsvinder den 30. juni 2019. Det er et faktum.

Annonce: (Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vi taler med mange personer i elbranchen via vores seminarer, kurser samt besøg i virksomheder. Når snakken her falder på udførte installationer, forsvinder den faglige stolthed ofte, da man godt er klar over, at man laver installationerne efter gammel viden, og forudsætninger man tilegnede sig under sin uddannelse. 

Men hvordan vil du dimensionere og oplægge dine kabler i fremtiden?

Vil du følge den danske forenkling af 75-procentreglen som beskrevet i DS/HD60364 tabel C.52.1? I så fald der kan være en sikkerhedsrisiko, da strømværdier i dette afsnit giver mulighed for en væsentlig øget effektafsætning i kablerne i forhold til den nuværende forenklede danske 75-procentregel i Stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit 6.

Eksempelvis ved udvidelse af en eksisterende kabelinstallation, har den danske praksis været, at kabler bundtes ukritisk og herved tages der ikke hensyn til om nye kabler hindrer varmeafgivelse fra eksisterende kabler. Ved at bruge den forenklede danske 75-procentregel, må de nye kabler ikke oplægges i eksisterende føringsveje uden, at man kan dokumentere, at §3 i henhold til bekendtgørelsens nr. 1082 overholdes.

Men du kan også begynde at dimensionere efter de internationale IEC-regler.

IEC-reglerne er baseret på test af kablernes evne til at afgive den varme, de tilføres ved både termisk og adiabatisk proces. Disse IEC-regler er også beskrevet i DS/HD60364-serien. Følger du disse regler, skal du udføre dokumentation.

”Følger alle i branchen de internationale regler, opnår vi en mere fair konkurrence, hvor der udføres langt sikrere og mere ensartede installationer”

Jan Hvidholm, branchekonsulent for el i Arbejdsgiverne

Større sikkerhed
Det vækker forundring flere steder i branchen, at der overhovedet skal være mulighed for at følge den forenklede 75-procentregel, der er baseret på tilfældige antagelser og formodninger om sikkerhed, hvor man kan have svært ved at udføre en korrekt installation, og i sidste ende skal der stadigvæk dokumenteres.

Jeg kan derfor kun anbefale at bruge den toårige overgangsperiode til at arbejde efter IEC-reglerne, som også er beskrevet i DS/HD60364-serien. Vi har alle mulighederne i den kommende periode via kurser og organisationernes hjælp til at indarbejde dem i det daglige arbejde.

Følger alle i branchen de internationale regler, opnår vi en mere fair konkurrence, hvor der udføres langt sikrere og mere ensartede installationer. Træf det rigtige valg, så vi i fremtiden med stolthed kan sige, at vores branche udfører sikre installationer.

Mere fra Jan

Jan Hvidholm

Branchekonsulent for el i Arbejdsgiverne

Hjælper elinstallatører med forretningsudvikling. Rådgiver i dag om:- Strategi: Vær bevist om processen for at nå mål (fokus), hvordan er marked og medarbejder (lyt) samt synlige mål (skab rammer for succes)- Ledelsesværktøj: vær bevist om kommunikation stil, skab tro, ejerskab- Kvalitetssikring: ledelsesværktøj, LEAN,- Fastholdelse og kvalificerede medarbejder: viden, læring, udvikling- Salg…

Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere