Effektivisering af fjernvarmenettet og bedre økonomi for forsyningsselskaberne

Teknologisk Institut har i samarbejde med tre danske forsyningsselskaber udviklet en metode til at skabe bedre økonomi inden for fjernvarme ved hjælp af blandt andet kunstig intelligens og smart meters

Effektivisering af fjernvarmenettet ved afvendelse af smart meter data og data fra supplerende sensore
Som afslutning på det af Dansk Fjernvarme støttede projekt ”Effektivisering af fjernvarmefor­syning ved anvendelse af smart meter data og supplerende sensorer”, i daglig tale blot ”Smart Fjernvarme”, sammenfatter Teknologisk Institut resultaterne i en projektrapport, der skal offentliggøres på Dansk Fjernvarmes hjemmeside. Projektet har strakt sig over det seneste år.

Temadag med resultaterne
I forbindelse med projektafslutningen offentliggøres resultaterne og mulighederne desuden ved et indlæg på temadagen ”Få bedre økonomi i fjernvarmesystemet - optimering med målerdata” for at orientere en bredere målgruppe bestående af små og mellemstore danske fjernvarme­forsyninger. Temadagen afholdes på Teknologisk Institut den 12. september 2019.

Der vil på temadagen også være indlæg fra Kamstrup, Grundfos og Aarhus Universitet, der giver deres bud på fremtidens løsninger og muligheder på området.

Udvikling af fejlfindingsværktøjer
I samarbejde med fjernvarmeforsyningerne i Fredericia, Helsingør og Horsens har Teknologisk Institut undersøgt, hvorvidt det er muligt at identificere fejl på installationer hos brugere automatisk og løbende ved hjælp af intelligente algoritmer anvendt på data fra fjernaflæste varmemålere.

Det har resulteret i konkrete metoder til, at forsyningerne hurtigt og nemt kan identificere og diagnosticere fejl og derved udbedre fejlbehæftede fjernvarmeinstallationer. Herigennem opnår forsyningerne - udover bedre muligheder for service og vedligehold - væsentlige besparelser på blandt andet mandetimer, der ellers går til manuel inspektion af målerdata. På længere sigt giver det samtidig mulighed for at sænke returtemperaturen og reducere varmetabet.

De deltagende forsyninger har generelt reageret positivt og er kommet med forslag til videre­udvikling, f.eks. udtaler Malthe Jacobsen hos Forsyning Helsingør:
” Denne metode [forudsigende modellering, red.] ser ud til at kunne give god værdi, når det gælder om at opdage opståede fejl. Hvis disse målere kan detekteres automatisk, kan der opsættes rutiner, så brugerne adviseres hurtigt, så tabet (ekstraregninger), og virkninger i nettet reduceres mest muligt.”

”… det valgte format per måler [repræsentation af bearbejdet målerdata, red.] er meget oplysende. For den trænede driftstekniker vil de give et særdeles godt overblik.”

Derudover vurderer Malthe Jacobsen, at værktøjet vil være nyttigt til et efterfølgende check af virkningen af de afhjælpende tiltag.

Projektet har udviklet og beskrevet en færdig teknisk løsning, der giver mulighed for at indhente supplerende netværksdata fra ekstra målepunkter, fx måling af tryk i højt opløst tidslig frekvens. Denne løsning fungerer som en supplerende diagnosticeringsmulighed og er udfærdiget som en mobilløsning med prisbillige trådløse temperatur- og tryksensorer, som kan installeres strategiske steder i fjernvarmenettet. Det giver forsyningerne forbedrede muligheder for at overvåge og evaluere fjernvarmenettets tilstand.

Værdiskabelse og effektivisering af varmeforbruget
Resultaterne af smart meter-data har vist følgende:

  1. Data fra fjernaflæste målere kan anvendes til fejlfinding på installationer og hjælpe til diagnosticering af fejlene ved hjælp af intelligente algoritmer.
  2. Den udviklede prototype kan basere sig på døgnværdier, der sikrer anvendelses­mulighederne hos langt de fleste små og mellemstore fjernvarmeforsyninger.
  3.  Døgnværdierne sikrer, at det fulde netværk hos forsyningerne rutinemæssigt kan analyseres.
     

Det udviklende analyseværktøj stilles fremover frit til rådighed, og forsyningerne vil på sigt kunne implementere det.

De tilbagemeldinger, som Teknologisk Institut har modtaget fra de forsyninger, der har deltaget i projektet, understreger, at der fra målgruppens side er stor interesse for og ikke mindst engagement i at implementere analyseværktøjet, og at der er interesse for at få videreudviklet produktet.

Der er således grobund for at arbejde videre med afsæt i det afsluttede projekt. Flere tiltag, der skal videreføre resultaterne, er i øjeblikket på tegnebrættet, bl.a. gennem et fortsat projektarbejde. Tiltagene forventes at kunne facilitere udbredelsen af de udviklede værktøjer blandt danske fjernvarmeforsyninger.

Er du interesseret i høre mere om resultaterne af dette spændende projekt kan du tilmelde dig temadagen her.

Mere fra...

18.10.2023Teknologisk Institut - Energi og Klima

Sponseret

Er det på bekostning af sundheden, at vi sparer på energien?

Få styr på energistyring og lagring i smarte løsninger

16.08.2023Teknologisk Institut - Energi og Klima

Sponseret

29.05.2023Teknologisk Institut - Energi og Klima

Sponseret

Få kompetencerne til at udføre funktionsafprøvning af tekniske installationer og anlæg

29.05.2023Teknologisk Institut - Energi og Klima

Sponseret

VE-installatører sikrer de gode installationer

15.05.2020Teknologisk Institut - Energi og Klima

Sponseret

Nordic Fan Company, Teknologisk Institut og ELFORSK indgår samarbejde omkring udvikling af særligt energieffektive HVLS (High Volume Low Speed) ventilatorer.

17.12.2019Teknologisk Institut - Energi og Klima

Sponseret

Teknologisk Institut sætter fokus på plastrør på temadag