13.01.2014

Indspark: Ekstra installatør-uddannelse med effekt?

BedreBolig er en ny ordning, som skal gøre det enklere og mere overskueligt for danske boligejere at energirenovere. Men vil BedreBolig reelt blive værdiskabende for forbrugerne? Carsten Essler Helmer fra DS Håndværk & Industri tvivler.

BedreBolig (tidligere kaldet Grøn Boligkontrakt) er en ny ordning, som skal gøre det enklere og mere overskueligt for danske boligejere at energirenovere ved at give dem mulighed for en samlet, kvalificeret løsning til at energiforbedre boligen.

Ordningen er ny, og vi har i skrivende stund ikke set den hjemmeside, som skal bære ordningen i forhold til forbrugerne, og som ifølge Energistyrelsen lanceres primo januar.

I DS Håndværk & Industri er vi på alle måder enige i hensigten. De danske boligejere skal i meget højere grad motiveres til energirenoveringer, og vi og vores medlemsvirksomheder medvirker meget gerne med vores ekspertise både i forhold til rådgivning og installation.

Man skal jo passe på med altid at komme med et ”men” – vi skal ikke kritisere bare for at kritisere…

Læs også: Energihåndværkere: Kunderne skal have et skub

Men jeg tror, at både de boligejere, der skal motiveres og sætte i gang, og de virksomheder, der skal rådgive og udføre, har brug for meget konkrete og værdiskabende initiativer, for at BedreBolig ikke ender som endnu en ordning, endnu et frivilligt tilbud, endnu en kampagne, der fungerer fint på papiret men ikke flytter ret meget ude i det virkelige liv…

BedreBolig giver virksomheder, der beskæftiger installatører med flere mulighed for at uddanne BedreBolig-rådgivere. Virksomhederne kan derefter godkendes til at levere en samlet rådgivningsydelse til danske boligejere i hele processen i forbindelse med en energirenovering.

Det er en frivillig godkendelsesordning, som så vidt vi kan se på nuværende tidspunkt ligger relativt tæt op af det indhold, der allerede i dag er f.eks. i de efteruddannelsesforløb, brancheforeningerne udbyder på energiområdet.

Vi har også tidligere set forsøg med hel- eller halvoffentlige ordninger, der promoverede lister over virksomheder med dette eller hint uddannelsesforløb, og som derfor var ”godkendt”.

Læs også: Grossister viser slutbrugerne klimaløsninger

Energirådgivning er grundlaget for udvikling – både for den enkelte forbruger og for samfundet. VE-løsninger skal være bæredygtige, de skal være både praktisk gennemførlige, faglige solide og med gunstige tilbagebetalingstider. Det skal vi altid holde os for øje, og det arbejder vores medlemsvirksomheder for hver eneste dag.

Det er bestemt positivt med tiltag, der hjælper denne proces yderligere på vej. Men vil BedreBolig være reelt værdiskabende for forbrugerne (og for samfundet)? Pålægges virksomhederne i virkeligheden en ny byrde i forhold til både uddannelse, kontrol og opfølgning? Og vil det give øget motivation hos boligejerne?

Mere fra Carsten

Carsten Essler Helmer

Branchekonsulent for energi hos Arbejdsgiverne

  • Arbejdsgiverne
Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere