Elsparefonden blåstempler ny elmåler fra Kamstrup
Elsparefonden tildeler elsparemærket til den nye energivenlige elmåler The Green Difference fra Kamstrup.
Et særlig lavt elforbrug og understøttelsen af det intelligente hjem er årsagen til, at Kamstrups nye elmåler er blevet tildelt elsparemærket. Som noget helt nyt er der anvendt energisparende teknologi i en elmåler, så den har et minimalt egetforbrug på 0,2 Watt per fase.
Mange er ikke opmærksomme på, at en elmåler også selv forbruger el. Men vi har kunnet udnytte mange års erfaring med batteridrevne produkter, nemlig Kamstrups varmemålere, hvor lavenergiteknologi er et krav, siger produktchef hos Kamstrup Steen Pultz Holm.
For elværket, som har flere tusinde målere siddende, er besparelsen i strømforbrug for alvor mærkbar. Til sammenligning forbruger en mekanisk måler med drejeskive typisk 10 gange så meget strøm. Men den moderne elmåler skal ikke blot levere data til afregning af forbrug. Elmåleren skal også bidrage til at øge energibevidstheden hos forbrugeren med digital informationsteknologi som for eksempel Z-Wave. Med det integrerede Z-Wave-modul er man i stand til at sende forbrugsdata trådløst til en PC eller et display og dermed synliggøre elforbruget i hjemmet. Måleren er dermed ikke blot elforsyningens redskab til fakturering af forbrug, men også den energibevidste privatforbrugers middel til at holde øje med sit forbrug. The Green Difference er den hidtil eneste elmåler, som har fået tildelt elsparemærket.
-JR