Elspareskinnen er et hit
Forbrugerne har sat elforbruget på elspareskinner i en grad, der overgår Elsparefondens forventninger.
Forbrugerne har sat elforbruget på elspareskinner i en grad, der overgår Elsparefondens forventninger. Alene i årets første syv måneder er der leveret mere end en halv million elspareskinner til butikkerne. De kan spare Familien Danmark for 75 millioner kroner og omkring 38 millioner kilowatt-timer. Det svarer til ikke mindre end 10.000 parcelhuses samlede årsforbrug og 20.000 ton CO2, oplyser Elsparefonden.
Den intelligente stikdåse fjerner både det faktiske forbrug og standbystrømmen ved automatisk at slukke strømslugerne, som typisk bruges sammen med pc´en og tv-apparatet, for eksempel DVD og printer.
Det er meget positivt, at forbrugerne har taget elspareskinnerne til sig i kampen for at få elforbruget ned, for det batter virkelig meget at få bugt med standbyforbruget, siger Anders Hjorth Jensen, projektleder i Elsparefonden.
Salgsboomet kommer i umiddelbar forlængelse af Elsparefondens massive kampagne for elspareskinner, der begyndte i efteråret 2007.
"Elspareskinnen gør det nemt for forbrugerne at sætte handling bag ordene. Det er også meget tilfredsstillende, at forbrugerne efter Elsparefondens kampagne er blevet opmærksomme på, at elspareskinnen er en nem måde at sætte elforbruget ned på," siger Anders Hjorth Jensen.
Elsparefonden anslår, at hvis salget af elspareskinner fortsætter, som det er begyndt, kan antallet runde én million i 2009, men det samlede behov for skinnerne anslås dog til at ligge omkring de syv millioner: fem til tv og to til computere.