Fart over standsalget til EL & TEKNIK 2020
Antallet af nuværende tilmeldinger til Danmarks største elfagmesse overgår forventningerne og med ti måneder til messens afholdelse, tegner EL & TEKNIK 2020 sig til at fortsætte succesen fra 2018.
Når dørene til EL & TEKNIK 2020 bliver slået op den 12. maj 2020, er forventningerne og ambitionerne fra Dansk Energi og VELTEK meget høje.
EL & TEKNIK tegner sig nemlig til at blive endnu et tætpakket og energifyldt forum spækket med produktnyheder, aktiviteter, networking og vidensdeling, hvor fagligheden er i højsædet og med mange muligheder for at tilegne sig ny viden og pleje sine kompetencer.
115 udstillere har allerede valgt at takke ja til at deltage på messen, og antallet er mere end på højde med det forventede niveau i forhold til forrige messe.
Interesserede udstillere opfordres derfor til at tilmelde sig meget snart, da nye tilmeldinger til messen løbende kommer ind. Det er stadig muligt at booke en stand i hal A og Arena Fyn, mens hal C er meget tæt på at være udsolgt.
Den opdaterede halplan og udstillerliste kan downloades på messens hjemmeside
Fortsætter succesen fra 2018
180 udstillere og 8488 gæster sørgede for, at EL & TEKNIK 2018 blev den mest succesfulde messe siden messen i 2012. På EL & TEKNIK 18 var branchens faglighed i fokus hele vejen igennem med i alt 34 faglige indlæg og mini-kurser.
VELTEK og Dansk Energi kan på forhånd allerede nu love, at der ingen intentioner er om at skrue ned på messens faglige niveau, som både de besøgende og udstillende virksomheder imødeser i højere grad end nogensinde.
Derfor arbejder messearrangørerne blandt andet lige nu på at få næste års program for ’Fagligt forum’ og øvrige arrangementer på plads, som vil blive meldt ud løbende.
EL & TEKNIK 2020 afholdes i Odense Congress Center fra tirsdag den 12. maj til og med torsdag den 14. maj.