Fibernet flytter grænser
Fibernettet i Danmark er på hastig fremmarch. Hastigheden bliver højere og både det offentlige og de private forbrugere tager den nye teknik til sig, skriver Nyhedsbladet Dansk Energi.
Det går stærkt, bogstaveligt talt, når emnet er internetforbindelse via fibernet. Den nye teknologi, der spås at afløse det eksisterende kobbernet inden for en ikke fjern fremtid, bliver således mere og mere udbredt rundt omkring i landet, både i det offentlige og hos private. Eksempelvis har skolerne i Randers Kommune købt 300 interaktive elektroniske tavler, der er koblet op på et lynhurtigt fibernet. Dermed er det slut med kridt og tavlesvamp, og på samme måde rykker mange private også deres netforbindelse op i superligaen.
Således viser en ny opgørelse foretaget af Dansk Energi, at antallet af tilsluttede kunder nu er på 150.000. I forhold til samme tidspunkt sidste år er der tale om en stigning på 70 procent. Hertil kommer, at 30.000 danske husstande afventer tilslutning til fibernettet. Samtidig er antallet af hjem, der har fibernet uden for gadedøren, steget fra 490.000 til 640.000 hjem. Det svarer til en stigning på cirka 30 %.
I Danmark har regeringen nedsat en Højhastighedskomité, og fibernet er da også det, der skal satses på i fremtiden, vurderer en ekspert på området.
Så snart der dukker en vigtig anvendelse op, som skal bruge 20 eller 30 megabit i begge retninger, så er kobberets dage slut. Jeg tror ikke, at det varer længe. Og så har vi som samfund et stort problem, hvis vi ikke allerede har et fibernet og først skal til at bygge det op, siger professor Jan Damsgaard fra Copenhagen Business School, til Nyhedsbladet Dansk Energi
-AK