21.03.2012

Indspark: Indspark: Frygten for forandringer

Modviljen mod forandringer er den største forhindring for holde menneskets bidrag til temperaturstigningerne på højst to grader, mener Torben Chrintz.

Sidste gang jeg skrev klummen i dette forum var jeg optimistisk omkring, at der nu ville ske noget på klima- og energiområdet. Det er jeg stadig, om end det jo trækker lidt ud, og man kan godt være lidt nervøs for, om det ender lidt udvandet.

Når man sidder i en tænketank, som jeg gør, kan tingene hurtigt blive meget skrivebordsagtige, og man sidder og jonglerer med tal, analyser og prognoser, og kan et eller andet sted - på papiret - forme verden som man vil. Det gør politikerne også, men for dem må man jo respektere, at bordet fanger, og de bliver holdt direkte ansvarlige for de beslutninger, de tager – heldigvis.

Når man fra en tænketanks synspunkt regner på hvordan vi mennesker skal opfylde 2-graders målet, altså at den globale middeltemperatur maksimalt må stige to grader som følge af menneskelige udledninger af drivhusgasser, så er det bedste bud vi har, at 50 procent af reduktionen kan ske gennem teknologi ved meget massive investeringer i teknologiske løsninger, og 50 procent skal nås gennem adfærdsændringer hos os mennesker.

Massive investeringer i teknologi koster penge, og det virker, som om de rammer, vi sætter for politikerne, er, at det ikke må koste penge, tværtimod, og nogen mener, at det ikke må være dyrere at være dansker, uanset konsekvenserne for kommende generationer. Og det må helt sikkert ikke gå ud over nogen, og adfærdsændringer kan slet ikke komme på tale. Se bare betalingsringen – ikke at den har noget med klima at gøre – men det var et projekt, som de fleste var imod, fordi den havde til formål at ændre vores adfærd.

Jeg er ikke bekymret over, at den ikke blev til noget (så slipper jeg da for at betale de 11.000 kr.), men mere at modstanden mod forandringer er så stor, at vi i praksis er handlingslammede.

Når man skal løse den største udfordring mennesket nogen sinde har stået over for – imødegåelse af klimaforandringerne – er præmissen om, at det ikke må koste noget, ikke må gå ud over nogen og slet ikke må påvirke vores daglige adfærd en rigtig dårlig præmis. Den er så dårlig, at selv fra en tænketanks skrivebord med fiktive verdner man kan jonglere rundt med, kan målet ikke nås. End ikke i et taknemmeligt regneark kan man skabe en verden hvor man kan opfylde 2-gradersmålet, hvis løsningen reelt ikke må medføre forandringer og ikke må koste noget særligt.

Hvis nu det er sådan, vi i virkeligheden ser på det, skulle vi måske hellere melde klart ud, og vende budskabet om. Vi vil ikke have, det bliver dyrere, det må ikke gå ud over nogen (nulevende), og ingen skal pille ved vores adfærd – hvad temperatur kan vi så få?

Mit regneark siger 4-6 grader, med uhyrlige konsekvenser for verden og de mennesker der skal bebo den. Men den slags regnestykker ordner vi ved at kalde dem for skræmmekampagner, så er den potte jo ude.

Joh, selv et energiforlig er bare et lille skridt i den rigtige retning – men langt fra det sværeste.

Tags: CONCITO

Mere fra

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere