Geniale geotermiske løsninger skal findes i Aarhus

Når førende europæiske forskere, virksomheder og investorer inden for vedvarende energi mødes i næste uge i Aarhus for at udveksle viden, erfaringer og spritnye forskningsresultater, er målet at finde frem til endnu flere geniale geotermiske løsninger – til gavn for både klimaet og borgerne.

Termovejen i Hornsyld - baseret på geotermkisk energi. Foto: VIA University..

100 af Europas førende forskere, virksomheder, organisationer og investorer inden for vedvarende energi stimler sammen den 19. til 21. september på VIA University College i Aarhus. Det sker for at sætte spot på, hvordan vi i Europa får skruet op for brugen af geotermisk energi – og får fortrængt de fossile brændsler kul, olie og gas. Det er det første arrangement af sin art nogensinde.

Over tre dage skal forskerne og virksomhederne i fællesskab drøfte de udfordringer, der spænder ben for at få implementeret endnu flere miljøvenlige geotermiske løsninger i hele EU. Og ikke mindst skal deltagerne finde løsninger til at nedbryde barriererne, så EU-landene får realiseret flere geotermiske projekter og kan indfri deres klimamål – også på kort sigt.

Danmark er i forvejen langt fremme inden for geotermi og har tre geotermiske anlæg, som producerer fjernvarme i København (Amager), ved Thisted og ved Sønderborg.

Kort fortalt er geotermi en vedvarende energiform, der ikke udleder klimagasser. EU-Kommissionen definerer geotermi som den energi, der findes i undergrunden fra jordoverfladen og nedefter. I flere kilometers dybde kan man hente varmt vand op til de store byer, hvor varmebehovet er stort. Her sendes varmen ud i fjernvarmenettet, så det kommer mange forbrugere til gode. Nær jordoverfladen kan undergrunden bruges som et termisk batteri, der kan levere kollektiv varme og køling til byer og landområder. Med andre ord kan geotermien levere fælles energi alle steder, hvis bare ’spaden kommer i jorden’. 

VIA University College er vært for ’Geothermal District Heating and Cooling Days 2023’ og er en af de store aktører herhjemme inden for geotermi. Den midtjyske professionshøjskole har gennem forskning og praksisnære projekter skabt ny viden og løsninger, der bliver ført ud i livet. VIA har for eksempel været en drivende kraft bag udviklingen af termonet, der er en ny form for kollektiv varmeforsyning, der kan anvendes dér, hvor almindelige fjernvarmeløsninger ikke er mulige.

”Vi har oplevet en virkelig stor og bred interesse både nationalt og internationalt for at deltage ved ’Geothermal District Heating and Cooling Days 2023’ på VIAs Campus Aarhus C. Såvel fagnørder som kommercielle selskaber har vist interesse, og vi har desværre måttet takke nej til flere tilmeldinger her til sidst på grund af begrænset plads”, fortæller geolog, ph.d. og docent Søren Erbs Poulsen.

Han er forskningsleder i Program for Energi og Klima i Forskningscenter for byggeri, klima, vandteknologi og digitalisering (BYKVAD) ved VIA University College.
Søren Erbs Poulsen ser de mange tilmeldinger som et klart tegn på, at der er enighed om, at geotermisk energi har et kæmpe potentiale både teknisk, økonomisk og ressourcemæssigt og i høj grad kan gøre en forskel i forhold til den globale klimakrise.

Blandt de danske deltagere ved ’Geothermal District Heating and Cooling Days 2023’ er Aalborg Universitet, der er førende i verden, hvad angår forskning i energiplanlægning. Også den nystartede danske virksomhed Green Therma, der har udviklet en ny boreteknik til at hente den geotermiske energi op fra undergrunden, har tilmeldt sig.

Endnu en dansk deltager er Innargi, der er ejet af Mærsk, NRGI og ATP, og som er ved at opskalere anvendelsen af geotermisk energi i Danmark og desuden er gået ind på markedet i Tyskland og Polen. Herhjemme er Innargi sammen med det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb ved at etablere EU’s største geotermiske anlæg i Aarhus. Anlægget skal begynde at levere grøn varme fra 2025, og fra 2030 skal 20 procent af aarhusianernes fjernvarme komme fra geotermi.

Nogle af de mange udenlandske deltagere er franske Engie, der er et af verdens største energiselskaber og er operatør på flere geotermiske anlæg rundt om i verden, samt britiske Kensa Group, der er verdens førende aktør inden for kollektiv varme- og køleforsyning med overfladenær geotermi. Fra finansverdenen deltager for eksempel det britiske investeringsselskab Deep Energy Capital, der vil investere cirka en milliard euro i fremtidige geotermiprojekter i Nordamerika og Europa.

’Geothermal District Heating and Cooling Days 2023’ omfatter en dag med workshop, en dag med konference og en dag med besøg ved geotermiske projekter. Ved sidstnævnte skal deltagerne se en af Innargis borepladser til geotermi i Aarhus samt termovejen i Hornsyld nær Horsens.

”Både termovejen og Innargis nye geotermiske løsning er eksempler på, hvor langt vi er på området i Danmark, og der har hos deltagerne ved ’Geothermal District Heating and Cooling Days 2023’ været stor interesse for at se de to projekter”, fortæller Søren Erbs Poulsen.

Ved termovejen i Hornsyld er geotermi og håndtering af ekstrem nedbør kombineret i en visionær forsyningsløsning, som VIA har været med til at udvikle. Termovejen sikrer, at regnvand ikke oversvømmer kloakkerne ved skybrud, men i stedet forsinkes i gruslaget under vejen. Og termovejen bruger regnvand, spildevand og jorden som energikilder til at levere geotermisk varme og køling i fuld skala til forbrugere. Termovejen er et lokalt baseret og fælles forsyningskoncept, der skal gøre bysamfund så uafhængige af eksterne energikilder, som det overhovedet er muligt.

Søren Erbs Poulsen har store forventninger til udbyttet af ’Geothermal District Heating and Cooling Days 2023’. Og han understreger, at en betydelig skalering af geotermi er obligatorisk for at indfri klimamålene. Derfor er kravet til dé løsninger, der bliver diskuteret i løbet af de tre dage, at projekterne skal kunne realiseres inden for en kort tidshorisont.

”Deltagerne vil komme hjem med masser af ny og nyttig viden om, hvor vi er som branche i forhold til skaleringen af geotermi på verdensplan, og hvad der skal til for accelerere anvendelsen af energien fra undergrunden”, siger Søren Erbs Poulsen og fortsætter:

”Ligeledes vil deltagerne få indblik i spændende danske geotermiske løsninger, og de vil lære, hvordan de undgår de barrierer og børnesygdomme, som pionererne på geotermi-området har bakset med. Rammen er nemlig, at der skal deles erfaringer, forskningsresultater og også gerne forretningshemmeligheder fra dem, der er i front inden for geotermi”.

Læs også: Stor efterspørgsel får fjernvarmeproducent til at udvide produktionen

Søren Erbs Poulsen fremhæver tillige, at deltagerne vil få et klart billede af, hvor og hvordan det er bedst at investere i geotermiske løsninger, og hvordan en god forretningsmodel på feltet ser ud.

”Jeg er desuden sikker på, at de tre dage vil bane vejen for nye samarbejder og aftaler mellem aktører på markedet for geotermi og dermed som ønsket også være katalysator for at speede farten op under flere geotermiske projekter i EU – til gavn for både klimaet og ’de almindelige’ borgere”, siger forskningslederen fra VIA University College.

Han påpeger, at Innargi og Kensa Group, som i næste uge begge holder oplæg under ’Geothermal District Heating and Cooling Days 2023’ hos VIA i Aarhus, har vist branchen, at man kan skalere geotermien i både en ekstremt reguleret varmesektor som den danske med høj forbrugerbeskyttelse og også på et frit, kommercielt marked som det britiske.

- PiB

Installator.dk

Produktionsdanmark får nu eget fagmedie

KlarPris

Sponseret

Installatørens hemmelige våben: Bestil smartere og arbejd hurtigere

Relateret indhold

16.01.2026Elsikkerhed.dk

Sponseret

Installatørmøder 2026

16.01.2026Installator.dk

Store besparelser at hente for elbilskunder ved valget af elselskab

16.01.2026BLICHFELD POWER & MEASUREMENTS A/S

Sponseret

LEYBOLD udvikler skræddersyet løsning til uddannelse

16.01.2026Alcadon ApS

Sponseret

[ALCADON ANSÆTTER] Mød vores nye kolleger

15.01.2026Lan-com A/S

Sponseret

Produktnyhed: Farvede clips til GIGA-LAN RJ45 Patch Kabler

15.01.2026BLICHFELD POWER & MEASUREMENTS A/S

Sponseret

Ny kompakt OMICRON CPX 200 til mellem- og højspændingsanlæg

14.01.2026Installator.dk

NRGi samler strøm og ladeboks i én aftale

14.01.2026Ecofoss/Green:ID

Sponseret

Stilren loft- og væglampe til inde og ude

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med Installator.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i alt som rører sig indenfor tekniske installationer - el, VVS- og ventilationsbranchen.

Se flere temaer

Events

Se alle
Elsikkerhed.dk
Gå-hjem-møde
Installatørmøde med ELsikkerhed - Herning

Hvert år afholder ELsikkerhed fyraftensmøder for el-fagfolk, hvor vi ser på de seneste nye tiltag og krav til el-installationer.

Dato

20.01.2026

Sted

Herning

Elsikkerhed.dk
Gå-hjem-møde
Installatørmøde med ELsikkerhed - Esbjerg

Hvert år afholder ELsikkerhed fyraftensmøder for el-fagfolk, hvor vi ser på de seneste nye tiltag og krav til el-installationer.

Dato

21.01.2026

Sted

Esbjerg

Danvak
Kursus
DS 447:2021 Ventilation i bygninger

Er du opdateret på de nyeste krav til ventilation?

Dato

21.01.2026

Tid

08:30

Sted

Teknologisk Institut, Kongsvang Allé 29, 8000 Aarhus

Elsikkerhed.dk
Gå-hjem-møde
Installatørmøde med ELsikkerhed - Hjørring

Hvert år afholder ELsikkerhed fyraftensmøder for el-fagfolk, hvor vi ser på de seneste nye tiltag og krav til el-installationer.

Dato

27.01.2026

Sted

Hjørring

Danvak
Kursus
CTS-anlæg. Konstruktion, installation og drift

Med korrekt anvendelse af CTS/BMS-systemer kan bygningsejere/driftsfolk, smart og innovativt, sikre den danske målsætning om en CO2-reduktion på 70% i 2030.

Dato

27.01.2026

Tid

08:30

Sted

Teknologisk Institut, Kongsvang Allé 29, 8000 Aarhus

DTU
Efteruddannelse
Forretningsudvikling og ledelse

Vil du være med til at styrke din virksomheds beslutningsprocesser, analysekraft, planlægning, styring og strategi? Så tilmeld dig kurset Forretningsudvikling og ledelse, som også er et diplommodul, og styrk dine kompetencer inden for økonomisk analyse af nye forretningsmuligheder, investering, finansiering, anvendelse af forretningsmodeller og innovationsstrategier.

Dato

27.01.2026

Tid

17:00

Sted

Lautrupvang 15. 2750 Ballerup