Glem ikke indeklimaet
Dårligt indeklima koster samfundet milliarder af kroner årligt, så i disse tider, mens tusinder af danske hjem renoveres, minder Dansk Ventilation om at huske indeklimaet.
Det er med baggrund i regeringens renoveringspulje på 1,5 mia. kroner, at omkring 100.000 boliger over det ganske land for tiden bliver renoveret og energiforbedret. En del af energiforbedringerne går på at tætne ældre huse, hvilket da heller ikke er nogen dårlig idé; over 40 % af Danmarks energiforbrug går således til opvarmning. Men ved at lukke et hus til som en osteklokke er risikoen mange steder, at også fugt og dårlig luft bliver kapslet inde til skade for beboerne. Og det koster både borgere og samfund dyrt. Det dårlige indeklima, der skaber grobund for blandt andet skimmelsvamp og husstøvmider, gør os syge med både astma og allergi som næsten hver tredje dansker døjer med og de mange sygedage vurderes af Statens Byggeforsknings Institut til at koste samfundet omkring 30 mia. kroner om året. Det får brancheorganisationen Dansk Ventilation til at pege på fordelene ved at huske indeklimaet når der energirenoveres (til fordel for klimaet udenfor), eksempelvis i form af mekanisk ventilation.
Tætte boliger behøver faktisk ikke at udgøre en sundhedsrisiko. Mekanisk ventilation med varmegenvinding er en nem og effektiv løsning, og ofte vil den ekstra udgift være tjent hjem over en kortere årrække, fordi anlægget genbruger varmen i huset, mens luften renses for partikler og fugt. Moderne ventilationsløsninger er energieffektive, idet de genvinder store dele af varmen fra huset. I modsætning til naturlig udluftning sender man ikke bare varmen ud ad vinduet, og derfor er mekanisk ventilation også et miljø- og økonomivenligt alternativ, siger Christen Galsgaard, direktør i Dansk Ventilation, der er brancheorganisation for de virksomheder herhjemme, der udvikler og producerer teknik og teknologi til fremme af et sundt indeklima i boliger, arbejdspladser og institutioner. Foreningen fungerer som ekstern samarbejdspartner for danske indeklimaforskere, videncentre og offentlige institutioner inden for indeklima.