Grøn nanoteknologi vinder indpas i byggebranchen
På workshoppen Nanoteknologi for bæredygtigt byggeri skal der diskuteres nanoteknologier inden for byggeriet.
Nanoteknologi kan gøre fremtidens bygninger grønnere. Muligheden for huse med intelligente vinduer, bæredygtig cement, super-isolering og selvrensende overflader er temaet, når forskere og byggeaktører fra hele verden mødes i København i september. På workshoppen Nanoteknologi for bæredygtigt byggeri skal de diskutere, hvordan nanoteknologier kan revolutionere byggeriet. Workshoppen afholdes 25. september i Bella Center i København.
Med udgangspunkt i de store miljøgevinster, der er inden for byggebranchen, vil workshoppen sætte fokus på de nye anvendelsesmuligheder for nanoteknologi på området. Arrangementet er en enestående lejlighed for forskere og virksomheder til at diskutere nanoteknologiens udvikling og potentielle anvendelsesmuligheder samt til at finde nye forretningsløsninger. Nanoteknologiens miljøpotentiale ligger i mulighederne for at skræddersy materialer og produkter præcis til de enkelte byggeprojekter ved at manipulere materialerne på det molekylære niveau.