Håndværksrådet: Den sidste annoncehaj er fanget
I Håndværksrådet er man ikke stødt på en annoncehaj siden foråret, og rådet tror nu på, at mange års kamp mod hajerne er vundet.
Op gennem 00erne blev mange virksomheders hverdag forpestet af annoncehajer, der forsøgte at sælge værdiløse fup-annoncer i ikke eksisterende registre og telefonbøger.
Men nu mener Håndværksrådet, at de sidste annoncehajer er ved at være uddøde, da man ikke er stødt på en annoncehaj siden foråret.
Vores medlemsvirksomheder var plaget af svindlernes grove metoder, så vi var nødt til at gribe ind. Vores indsats er lykkedes, og vores arbejde har resulteret i, at det er blevet sværere at være annoncehaj i Danmark. Men det har været et langt sejt træk. De få fupmagere, der er tilbage, finder hurtigt ud af, hvor lidt attraktivt det er blevet at være annoncehaj takket været mediernes opmærksomhed og myndighedernes indgriben, siger chefkonsulent i Håndværksrådet Jeppe Rosenmejer til Håndværksrådets nyhedsbrev.
Tidligere fik Håndværksrådet dagligt henvendelser fra medlemmerne om annoncehajer og tog kampen op gennem rådgivning og samarbejde med politi, Forbrugerombudsmanden, Skat og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
-LA