Husejere er vilde med vejledning fra installatørerne
At forbedre indeklimaet og optimere energiforbruget opfattes ofte af forbrugerne som kedeligt. De vil hellere bruge pengene til noget, som kan ses og giver mere prestige blandt familie og venner. Den holdning er en stor udfordring for installatørerne.
Energirenovering står ikke først for, når husejere vil investere i deres huse. De vil hellere bruge pengene på indretning af hus og have i form af nyt køkken, badeværelse og terrasse. Den adfærd kommer ikke CO2-udslippet til gode. Ny undersøgelse viser dog, at husejere meget gerne lytter til råd fra håndværkere herunder også fra installatørerne.
Seniorforsker Kirsten Gram-Hanssen fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) ved Aalborg Universitet opfordrer installatørerne til at tage handsken op. Udfordringen for installatørerne er at sælge energirenoveringer som noget attraktivt overfor kunderne, mener hun.
Kirsten Gram-Hanssen er en af to forskere bag et stort EU-projekt om miljømærkning. Hvem, husejerne lytter til, er en lille, men væsentlig del af undersøgelsen. 743 husejere, der har energimærkede huse, har svaret på et spørgeskema, og der er gennemført interviews med fem udvalgte husejere.
På spørgsmålet om, hvem de lytter til, når de overvejer energirenovering, topper familie og venner samt håndværkere, mens reklamer og internet ligger i bund. Det skræmmer heller ikke kunderne at skulle have håndværkere i huset en peridode, ligesom det heller ikke er en barriere, at det måske er svært at få fat i en håndværker.
Personlig rådgivning hjælper
Manglende interesse er det, der holder kunderne tilbage, forklarer Kirsten Gram-Hanssen til Installatør Horisont. Kunderne drømmer kort og godt om noget andet end energirenoveringer. Der skal derfor findes et vægtigt incitament til husejerne for at få dem til at investere i energirenoveringer.
Forskerne foreslår miljøvenlige løsninger, som forener æstetik og status som alternativer til renovering af køkken, bad og terrasse. De nævner installation af synlige, vedvarende energiløsninger som for eksempel solceller.
"Installatørerne skal lytte til kundernes drørmme og ideer. Derefter skal de komme med deres faglige, kvalificerede bud på, hvordan de kan realisere deres drømme mest miljørigtigt", siger Kirsten Gram-Hanssen.
Undersøgelsen viser, at husejerne i stort omfang mener, de har forstået de konkrete anbefalinger til energirenovering. Som hovedregel ved de også, hvem de skal henvende sig til, hvis de beslutter sig for at gå i gang:
Den primære barriere for at gå i gang er, at mange husejere ganske enkelt ikke interesserer sig ret meget for energiforbedringer i deres huse. De prioriterer derfor at bruge pengene til noget andet, siger Kirsten Gram-Hansen.
Skal skaffe sig ny viden
Direktør i brancheforeningen Dansk Ventilation Christen Galsgaard mener, det er helt rigtigt, at installatører motiverer kunderne til at bruge penge på energirenovering, men de skal være kvalificeret til det, siger han:
"De klassiske elektrikere og installatører er vant til at tænke, at der kommer noget ind i den ene ende fx af et rør og ud i den anden. Sådan er det med el og vand, men absolut ikke med luft. Installatørerne skal tilegne sig ny viden for at kunne rådgive om indeklima".
"Jeg har set eksempler på installatører, der har leveret noget makværk inden for det her område, men når de har været på for eksempel Solar-skolen eller på et AMU-kursus og lært, hvad det handler om, går det meget bedre både med det arbejde, de leverer, og med forretningen", siger Christen Galsgaard.