01.05.2012

Indspark: Indspark: Et spørgsmål om at se lyset

Politikerne skal ikke køre det frie erhvervsliv ud på et sidespor i Danmarks nye, grønne kurs.

Da klima,- energi- og bygningsminister Martin Lidegaard  fik rød + blå til at blive lig med grøn og i marts måned indgik forlig om fremtidens klima- og energipolitik  stod det lysende klart: Energipriserne kommer til stige. Og det endda ganske markant. I 2020 skal en gennemsnitlig dansk familie hvert år grave 1300 kroner dybere i lommerne for at betale energiregningerne.

Aftalens initiativer skal til samme tid blandt andet have sikret, at cirka 35 procent af vores energi kommer fra vedvarende energikilder, mens knap 50 procent af elforsyningen skal komme fra vind. Vi håber derfor, at de ambitiøse projekter med havvindmølleparker når at blive realiseret. Og at det kommer til at blæse en halv pelikan. Forholdsvis ofte. En så høj dækningsgrad kræver nemlig god vind i sejlene, hvis ord skal blive til handling.

De stigende energipriser betyder også, at den tekniske branche og installatørerne mere end nogensinde skal være på forkant med udviklingen og tilbyde skarpe og holdbare, energirigtige løsninger. Vi vil i de kommende år opleve, at der bliver stillet nye og strengere krav til vores kompetencer og evne til at tænke uden for boksen. De krav skal vi honorere og dermed sikre, at vi er toneangivende, når det kommer til at udmønte regeringens plan til noget konkret. Det grønne tog kører nu, og det venter ikke på nogen.

Et af de områder, der har det største besparelsespotentiale, er belysning. Omkring halvdelen af en bygnings samlede elforbrug stammer fra lyskilder og armaturer, og en stor del af bygningsmassen herhjemme har en alt for dårlig virkningsgrad på belysningssiden. Det vil vi rigtig gerne ændre. Derfor lancerede FABA for nyligt pc-værktøjet LysDiagnose, der hjælper til at finde konkrete energibesparelser på helt op til 50 procent på belysningsanlægget.

Willy Goldby

Willy Goldby er uddannet teknikumingeniør og har en HD i afsætning. Siden 2005 har han været direktør for brancheorganisationerne VELTEK, VVS- og EL-Tekniske Leverandørers Brancheforening, og FABA, Foreningen af Fabrikanter og Importører af Elektriske Belysningsarmaturer. Tidligere i karrieren var han ansat næsten 20 år i Philips-koncernen, blandt andet som administrerende direktør for Philips Danmark og direktør for Philips Lys A/S i perioden 1992 til 2004.

Rigtig mange elinstallatører, energirådgivere, ingeniører og belysningskonsulenter har allerede downloadet det gratis program. Vi håber derfor, at fremtiden i stigende grad vil vise store energibesparelser på belysningsområdet. Jo færre kWh, der bruges, jo flere penge sparer forbrugeren, og dermed vinder såvel klima som pengepung. Det giver rigtig god mening, synes vi.

Heldigvis kunne Go’ Energi/Center for Energibesparelser se logikken, og vi indgik derfor et samarbejde, som skulle sikre LysDiagnoses løbende vedligeholdelse og udvikling. Men så kom energiforliget. Og beskeden om, at Go’ Energi nedlægges. Med ét forsvandt det frie erhvervslivs eneste mulighed for at få økonomisk støtte til energibesparende og -optimerende projekter, og i skrivende stund ved vi faktisk ikke, om det bliver muligt at arbejde videre med udbyggelsen af LysDiagnose. Det er beklageligt. Og betænkeligt. Det er i det frie erhvervsliv, at de egentlige ressourcer og kompetence inden for energieffektivisering findes, så forhåbentlig bliver lukningen af Go’ Energi ikke samtidig et farvel til fagligheden.

Vi har set lyset. Spørgsmålet er, om politikerne også kan.

Mere fra

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere