02.01.2017  |  EL  |  Virksomhedsdrift

Indspark: Jeg var en dårlig leder

El-branchekonsulent Jan Hvidholm fra Arbejdsgiverne erkender i dag, at han fejlede som leder på mange punkter.

Lad mig starte med at komme med en erkendelse. Da jeg var direktør, havde jeg en opfattelse af, at jeg var en naturlig leder. Efter halvandet år som konsulent og efter en del efteruddannelse, må jeg erkende, at det var jeg ikke.

Jeg fejlede på mange punkter. Jeg var for fokuseret på den daglige drift og økonomi. Nogle måneder havde vi rigtig travlt. Andre måneder havde vi ikke ret meget at lave.

Annonce: (Artiklen fortsætter efter annoncen)

Jeg havde både en strategi og vision. Den eksisterede i mit hoved og på et stykke papir. Men medarbejderne kendte den ikke. Derfor gjorde de, som de plejede og altid havde gjort – i den bedste mening selvfølgelig.

Jeg havde en forestilling om, at hvis der var utilfredsheder, ville medarbejderne komme til mig. Fra tid til anden fornemmede jeg en summen, men jeg regnede med, at det var almindelig dagligdags brok.

Jeg havde en finger med i det hele. Uanset om det var godkendelse af tilbud, tekniske svar, håndtering af medarbejdere eller indkøb af materialer. Det giver flaskehalse, og de ansatte mister følelsen af ansvar.     

Leder i tyve år
Erkendelser kommer ofte over tid, og når man får tingene på afstand. Det gjorde det også for mig. Efter at have været leder i cirka tyve år fik jeg for første gang muligheden for at træde et skridt tilbage og betragte det hele lidt på afstand. Pludselig kunne jeg se sprækkerne i murværket. At jeg måske ikke var alvidende – trods alt.

Jeg havde leveret resultater, og jeg havde også mange gode relationer til medarbejdere. Men jeg var ikke nogen god leder. Det kan jeg se i dag. Derfor har jeg efterfølgende brugt lang tid på at lokalisere, hvad god ledelse egentlig er. Og jeg har brugt en del tid på kurser, uddannelse og sidemandslæring. Der er nogle værktøjer, som er en hjælp for alle ledere. De kan tillæres – som så meget andet.

Når jeg i dag kommer rundt og snakker med installatørerne, mærker jeg, at de sidder med de samme udfordringer. Eksempelvis at alle ressourcerne er bundet i den daglige drift, og der derfor ikke bliver tid til at tænke langsigtet. De handler efter mavefornemmelser og kan sjældent give en dybere forklaring på beslutningerne. De hviler ofte på en god blanding af forretningstalent og instinkt, men også lidt vanetænkning og fejlslutninger.

”Generelt tillægger mange installatører ikke ledelse den store betydning”.

Jan Hvidholm, branchekonsulent for el i Arbejdsgiverne.

Økonomi skal betragtes i et længere perspektiv – også selv om man tjener penge og tallene ser pæne ud i regnskabet. Det kunne måske gå endnu bedre. Derfor må man ikke lade driften rende afsted med overblikket, hvor den ene dag tager den anden. Så bliver der ikke afsat tid til evalueringer af, hvad der gik godt og mindre godt.

Det er heller ikke nok at have en plan, hvis medarbejderne ikke aktivt er en del af den. Deres erfaringer skal tages med, og dernæst skal strategien brydes op i nogle mindre, men klare og tydelige delmål. Hver enkelt medarbejder skal have deres mål – og vises vejen dertil. Men de skal også vide, at det er dig, der sætter baren for hvornår, at målet er nået.

Det er også vigtigt, at man ikke bare leder efter positive svar. Det er ikke alle, der har modet til at gå direkte til lederen med utilfredsheder. Her vil man som direktør typisk forlade sig på en mellemleder. Men man skal også selv aktivt opsøge information. Kort sagt skal man jævnligt stikke en finger i jorden og mærke, om motivationen er der.

Uddelegér ansvar  
Man skal ikke tro, at man er den eneste, der kan træffe beslutninger. Medarbejdere skal have ansvar og klare forventninger, hvor der løbende evalueres på resultaterne. Omvendt skal de føle tillid og vide, at de har ryggen fri til at handle selvstændigt indenfor nogle rammer. Det skal også være tilladt at begå fejl. Det skaber et rum for handling og læring. Fokuser, lyt og sæt tid af til refleksion. 

Generelt tillægger mange installatører ikke ledelse den store betydning. I efteråret lavede vi en undersøgelse blandt 110 ejerledere, og her svarede kun fire procent, at ledelse var en udfordring. Jeg tror, at mange af dem overser, at tid brugt på ledelse er en investering, der kan måles i kroner og øre, hvis man gør det rigtigt.

Jeg foregiver ikke at have alle svarene. Men jeg har en anden forståelse af ledelse i dag, end jeg havde tidligere. Man bliver klog af at fejle, og give sig tid til refleksion. Har man også modet til at se ærligt på sig selv, kan man flytte sig langt. 

Jeg ved, hvor skoen trykker, og hvor man som leder begår fejl – for jeg har begået dem alle sammen selv. Jeg tror generelt, man i branchen skal erkende, at ledelse er svært. Men alle kan blive bedre ledere.

Tags: Ledelse, økonomi

Mere fra Jan

Jan Hvidholm

Branchekonsulent for el i Arbejdsgiverne

Hjælper elinstallatører med forretningsudvikling. Rådgiver i dag om:- Strategi: Vær bevist om processen for at nå mål (fokus), hvordan er marked og medarbejder (lyt) samt synlige mål (skab rammer for succes)- Ledelsesværktøj: vær bevist om kommunikation stil, skab tro, ejerskab- Kvalitetssikring: ledelsesværktøj, LEAN,- Fastholdelse og kvalificerede medarbejder: viden, læring, udvikling- Salg…

Se profil  

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere