Kamerakig til ældre kræver etiske overvejelser

Umiddelbart kan det virke intimiderende at få sat et videokamera op i soveværelset, så andre kan logge ind og se, hvad der foregår. Men for nogle borgere med demens og kognitiv funktionsnedsættelse har det vist sig, at såkaldte kamerakig på plejecentre og botilbud kan være afgørende for, at personalet giver den bedste pleje.

Det fremgår af VIVEs rapport ”Teknologi til støtte og omsorg”, som har undersøgt tre frikommuners erfaring med at bruge forskellige teknologier til at hjælpe borgere, der er i risiko for væsentlig personskade. Rapporten er finansieret af det daværende Indenrigs- og Boligministerium samt Social- og Ældreministerium og ser både på brugen af teknologierne og de etiske dilemmaer, der opstår, når man skal veje borgernes ret til støtte, omsorg, privatliv og bevægelsesfrihed op mod hinanden.

”De teknologiske muligheder stiller både krav til lederes og medarbejderes digitale kompetencer, men også krav til etisk refleksion om anvendelsen af teknologien”, siger chefanalytiker Stinne Aaløkke Ballegaard, der er projektleder på rapporten.

Kamerakig forstyrrer ikke nattesøvnen
Personalet på institutionerne vurderer, at teknologierne er vigtige redskaber til at støtte og drage omsorg for beboerne, og at monitorering med video eller lyd ofte kan være mindre indgribende end alternativerne. Når en borger for eksempel skal tilses om natten, får mange forstyrret nattesøvnen, hvis personalet kommer ind på stuen. Her er erfaringen, at et såkaldt kamerakig, hvor personalet kortvarigt via et videokamera kan kigge ind til borgen, ofte forstyrrer mindre end et fysisk tilsyn, hvor man risikerer at vække borgeren unødigt.

Læs også: Ny serie af multisensor kameraer med indbygget kunstig intelligens

Frikommunerne har mulighed for at bruge kamerakig, hvis det samlet vurderes som det mest hensigtsmæssige middel til at tilgodese hensynet til borgeren, herunder hensynet til borgerens værdighed og selvbestemmelse samt behovet for at drage omsorg for borgeren. Overvågningen må ikke må være kontinuerlig eller foregå over længere stræk, medmindre der er tungtvejende faglige argumenter, og kommunalbestyrelsen giver tilladelse. Endelig er det en forudsætning, at borgeren ikke modsætter sig, og at de nærmeste pårørende eller en værge giver samtykke.

Flere pårørende giver i rapporten udtryk for, at de ser kamerakig mere som en hjælp end som overvågning, og at de er trygge ved, at løsningen er til deres familiemedlems bedste.
Men da både kamerakig og lydmonitorering ligger i en gråzone af overvågning, er der både brug for grundige faglige og etiske overvejelser, før teknologierne tages i brug.

- PiB