LED-lygte fra dansk designer oplyser klimatopmødet
De mange tusinde COP15-delegerede der i øjeblikket dagligt ankommer til Bella Center under COP15-mødet kan se den dansk-designede LED-lygte Adelie fra belysningsvirksomheden Thorn, som har fået en fremtrædende placering i ankomstområdet.
Thorns udendørs LED-lygte Adelie, der er designet af danske Morten Lyhne, blev valgt til at indgå i ankomstområdet ved Bella Center, hvor der er i øjeblikket er skabt et midlertidigt bymiljø med stof til eftertanke. Kampen om at være repræsenteret på FNs COP15 klimatopmøde i København var hård blandt alverdens producenter af klimavenlige produkter. Under klimatopmødet er i alt ni af Thorns Adelie-lygter en del af ankomstarealet, der er iscenesat af det københavnske arkitektfirma SLA. Tanken er, at det midlertidige byrum skal inspirere til en fremtidig balance mellem menneskets urbanisering og jordens ressourcer. I modsætning til de fleste andre udendørs LED-armaturer på markedet er Adelie konstrueret på LED-teknologiens miljøvenlige præmisser. Sideløbende med klimatopmødet afholder Dansk Energi en udstilling med en række aktuelle forskningsprojekter, der blandt andet beskæftiger sig med bæredygtig belysning. Her er Adelie valgt til et projekt, hvor solceller skal gøre belysningen CO2-neutral.
-JR