Nyuddannet installatør får to priser
Den nyuddannede el-installatør Kasper Friis, 29, er løbet med både Tekniqs installatørpris samt årets kammeratskabspris.
Det var ikke kun eksamensbeviser, der blev uddelt torsdag den 18. december, da 17 nyuddannede el-installatører fra Erhvervsakademi Dania i Hadsten blev fejret ved en dimission. Også Tekniqs installatørpris samt årets kammeratskabspris blev tildelt ved dimissionen.
Og i år løb én nyuddannet installatør med begge priser. Kasper Friis modtog kammeratskabsprisen, som uddeles af de medstuderende samt Tekniqs installatørpris for højeste karaktergennemsnit på 11,8.
Læs også: Tekniq udpeger de bedste installatører
Det er rart at være færdig med uddannelsen med et godt resultat. Man prøver jo altid at gøre sit bedste, men priserne er ikke noget, jeg er gået efter. Det er meget overvældende for mig at modtage dem især kammeratskabsprisen betyder, at jeg har været der for andre og har fået nogle kammerater, som jeg helt sikkert bliver ved med at se, siger Kasper Friis, som efter endt uddannelse skal arbejde som projektleder hos Kemp & Lauritsen.
Læs også: Høje karakterer til installatører
Generelt havde de 17 nyuddannede el-installatører klaret sig godt under uddannelsen. Samlet havde de et karaktergennemsnit på 10 for den afsluttende eksamen.
-KLZ