Pas på de uofficielle miljømærker

På bygninger ser vi, at DGNB og Svanemærket er de mest udbredte mærkninger, og på papiret lyder det enkelt: Sørg for, at de produkter og materialer, du vælger, har de korrekte mærkninger og certificeringer - så er du på den sikre side og kan levere byggeprojekter, der opfylder kravene til bæredygtighed og cirkulært byggeri. Det er dog en sandhed med modifikationer.

For det første kan det være svært at finde de produkter, som har de rigtige produktmærkninger eller produktcertificeringer, der kan understøtte bygningscertificeringen. For det andet findes der adskillige officielt godkendte produktmærkninger, som kommer ind i landet fra leverandører i EU, hvilket vanskeliggør opgaven yderligere. For det tredje er mærkningerne pointgivende afhængigt af, hvad der indgår i det enkelte produkt, og tilsammen skal de valgte produkter og materialer indgå i det samlede bæredygtighedsregnskab for hele byggeriet.

Samlet set betyder det, at bygninger certificeres efter komplicerede regelsæt med høje dokumentationskrav både i forhold til produkter, materialer og byggepladsdriften.

Håndværkere farer vild i certificeringsjunglen
På de store prestigebyggerier udarbejder arkitekter og entreprenører indkøbslister med de specifikke produkter og materialer, der sikrer, at de færdige byggerier kan DGNB-certificeres. Men selv med disse retningslinjer kan de mindre underentreprenører komme på glatis. På de mindre byggeprojekter og delentrepriser findes de samme ressourcer sjældent. Her kan bygherre være mindst lige så klimaorienteret som pensionskassen, der finansierer et nyt byggeri, men det er op til den mindre entreprenørvirksomhed og håndværksmester at sikre de bæredygtige valg. De kan nemt fare vild i reglerne omkring mærkninger og certificeringer.

Jeg har netop været til et møde med en håndværksmester, der satte klare ord på sine frustrationer, og han står langt fra alene. Som grossistvirksomhed er en af vores vigtigste opgaver at rådgive håndværkerne i deres produkt- og materialevalg, og selv med vores ressourcer løber vi panden mod certificeringsmuren. Vi bruger ufatteligt meget tid på at forstå og få overblik over mærkningsordninger, deres pointgivende status mv., og vi er endnu ikke i mål. Det er også vigtigt, at hele værdikæden og dermed også producenterne er med på denne rejse, da produkterne er omdrejningspunktet for mærkninger og certificeringer.

Til skade for miljøet
Som en konsekvens af uoverskueligheden er nogle virksomheder begyndt at opfinde deres egne miljømærker. Typisk med farvekode der angiver, hvor miljørigtigt et valg det pågældende produkt er. Ved første øjekast er det en venlig håndsrækning til håndværkerne, men det gavner altså ikke miljøet at overlade klimavurderingen til menigmand.

Grossister og andre led i leverancekæden bør holde sig fra at kategorisere produkter ud fra, hvor meget vand og el de fx bruger. Det mindst vandforbrugende toilet, kan sagtens være den største klimasynder, når hele produktets livscyklus indregnes fra materialevalg og produktion til transport og bortskaffelse.

Det er et kæmpe problem, at certificeringer og mærkningsordninger i byggeriet er så komplicerede, at nogle påtager sig at mærke produkter på egen hånd. Det resulterer i en vildledende forsimpling og er en begmand til miljøet.

Vores fælles opgave i byggeriet er at sikre, at der bygges bæredygtigt, og den bedste sikkerhed findes i et fælles sæt officielt godkendte mærkninger, som er anerkendte og troværdige. Der bør gøres en betydelig indsats for at sikre, at mærkningerne er nemme at forstå og finde rundt i for alle. Med tanke på, at byggeriet er en af de helt store klimasyndere, haster det, at der fra officielt hold ryddes op i certificeringsjunglen, så alle i byggebranchen kan bidrage til miljøet.

Af Henriette Berring-Langberg, bæredygtighedsansvarlig i Brødrene Dahl