Samledåsen er klar til syndfloden
Oversvømmelser er noget skidt for de elektriske installationer, det ved alle, også den elektriske kapslingsproducent Spelsberg, der lancerer en serie af samledåser, der holder både vand og fugt ud i strakt arm
Oversvømmelser er noget skidt for de elektriske installationer, det ved alle, også den elektriske kapslingsproducent Spelsberg, der lancerer en serie af samledåser, der holder både vand og fugt ud i strakt arm.
Når ledningerne og kablerne er blevet samlet, bliver samledåsen fyldt op med to-komponent tætningsmasse, der er baseret på harpiks. Derefter kan boksen holde vandet ude i 168 timer i en dybde på ned til 15 meter.
Det nye ved den tætningsmassefyldte samledåse er, at tætningsmassen ikke indeholder epoxy, som det kræver en særlig uddannelse at håndtere samt særlige foranstaltninger, når dåsen skal fyldes.
Med Spelbergs samledåse følger der en blandingspose med tætningsmassen, der masseres med hænderne og hældes ind i dåsen gennem en tragt, der også følger med. Tætningsmassen kan bruges i et stort temperaturområde, og den kan ikke fryse.
Samlingsboksserien hedder Abox GT. Indtil nu fås fire dåser i størrelserne 80x80, 93x93, 110x110 og 140x140 mm. Størrelsen vælges efter kablerne, der kan være fra 1,5 til 10 mm2. Abox GT er fremstillet af glasfiberforstærket polycarbonat, der er UV-bestandigt og ikke optager vand.