SolarVenti bejler til installatørerne
Gennem et samarbejde med Brødrene Dahl vil SolarVenti sikre, at flere danske installatører får øjnene op for virksomhedens luftsolfangere. I sommerhusområder er der et særligt stort potentiale for at installere produktet, mener direktøren.
Den jyske producent af luftsolfangere SolarVenti, som har haft succes i udlandet de seneste år, satser nu også på øget vækst i Danmark. Det skal blandt andet ske gennem et nyetableret samarbejde med Brødrene Dahl, som netop har fået eneforhandling på virksomhedens soldrevne ventilations-system.
Virksomheden har hidtil solgt til det danske marked gennem et mindre forhandlernetværk af håndværksvirksomheder, som primært tæller VVS- og elinstallatører. Men ifølge direktør i SolarVenti Hans Jørgen Christensen er målet nu at komme endnu bredere ud og satse på et langvarigt samarbejde med professionelle håndværkere.
Fravælger byggemarkeder
”Jeg mener, det er den rigtige strategi for os fremadrettet, at satse på vækst ved at sælge vores anlæg gennem professionelle installatører. Samtidig har vi stort set fravalgt at sælge gennem byggemarkeder, fordi det marked er oversvømmet af lavkvalitetsprodukter, hvor pris er det eneste vigtige,” siger Hans Jørgen Christensen.
Om SolarVenti
SolarVenti har et verdensomspændende patent på sit luftsolvarme-system i over 40 lande. Virksomheden producerer 6.000 solfangere om året, som sælges i 24 lande. Heraf bliver knap en tredjedel solgt i Danmark. I 2006 blev SolarVenti udnævnt til Gazellevirksomhed, og i 2010 modtog virksomheden DS Håndværk & Industris Miljø- og Energipris.
Sådan fungerer luftsolfangeren
SolarVenti luftsolfangeren adskiller sig fra almindelige ventilationssystemer ved at være rent soldrevet. En luftsolfanger placeret på boligens tag eller ydervæg sender gratis, varm og tør luft ind i boligen, hver gang solen skinner bare en lille smule, og presser hengemt, fugtig luft ud. En gennemsnits luftsolfanger sender 100-150 m3 luft ind i timen, når solen skinner.
Han forklarer, at samarbejdet med Brødrene Dahl skal sikre, at flere installatører ”ser lyset” i SolarVenti-produkterne. Grossisten er allerede nu i gang med at arrangere kurser for interesserede installatører og SolarVenti planlægger også selv at holde kurser for håndværkere på domicil-adressen i Thorsø.
”Den bedste måde at promovere vores anlæg på er ved at lade folk få det i hænderne. Så får de nemlig den bedste forståelse for, hvordan det er sat sammen og fungerer,” konstaterer Hans Jørgen Christensen.
Potentiale i sommerhuse
Især i sommerhusområder vil der være et stort potentiale for at sælge SolarVentis ventilationssystem, mener Hans Jørgen Christensen.
”Der sidder cirka 25.000 SolarVenti-anlæg i de danske sommerhuse i dag, men der er altså 240.000 sommerhuse i landet i alt, så der er et stort potentiale for installatørerne at gå i gang med,” siger Hans Jørgen Christensen. Udover et forbedret indeklima, ser han den årlige besparelse på varmeregningen, som det bedste salgsargument.
”Go’ Energi har beregnet at sommerhusejerne gennemsnitligt sparer 3.500 kroner om året med vores produkt, fordi det blæser så meget lun luft ind i huset, at det ikke er nødvendigt at bruge anden opvarmning til frostsikring om vinteren,” understreger Hans Jørgen Christensen
SolarVenti solfangeranlæg er udstillet i Brødrene Dahls klimacenter i Horsens, hvor installatører og boligejere kan se det i drift. En typisk løsning, som dækker et almindeligt sommerhus, koster omkring 6.000 kroner for slutbrugeren.