Sponsorat skal få unge til Sønderjylland
Virksomheden Lodam Electronics i Sønderborg har netop tegnet et toårigt Platin-sponsorat med SønderjyskE Elitesport...
Virksomheden Lodam Electronics i Sønderborg har netop tegnet et toårigt Platin-sponsorat med SønderjyskE Elitesport til en værdi af 100.000 kroner. Ifølge administrerende direktør i Lodam Electronics Jens Andersen er det vigtigt at bakke op om SønderjyskE, da sportsudøverne er med til at fortælle historien om, at Sønderjylland er et dynamisk og attraktivt område.
Medvirkende til tegningen af det toårige sponsorat er desuden, at Jens Andersen, som formand for køleklyngen KVCA, er blandt initiativtagerne til den nye køleteknologiske masteruddannelse, som Syddansk Universitet udbyder i Sønderborg til efteråret.
For at få unge med en bachelor-uddannelse til at læse til civilingeniør i Sønderborg, er det vigtigt, at der udbydes de rigtige uddannelser, det rigtige studiemiljø og attraktive jobmuligheder. I det totalbillede ser jeg SønderjyskE som en vigtig komponent. Derfor er det naturligt, at støtte foreningen, siger Jens Andersen.