Vismænd: Nu skal konkurrenceevnen genoprettes
Danmark skal have genoprettet konkurrenceevnen nu, hvis man skal undgå alvorlige tab i markedsandele, viser ny konjunkturvurdering fra vismændene.
Det Økonomiske Råds Formandskab, vismændene, har netop givet deres nye konjunkturvurdering. Ifølge den er der udsigt til tab i markedsandele både hjemme og på eksportmarkedet, hvis Danmark ikke får genoprettet konkurrenceevnen. Adm. direktør i DI Hans Skov Christensen siger:
”Det er velkendte udfordringer, vismændene peger på. Men rapporten understreger, hvor alvorlig situationen er. Genopretningen af konkurrenceevnen bliver den helt afgørende udfordring i de kommende år. Det kan kun opnås ved at sikre lavere vækst i omkostningerne herhjemme end i udlandet.”
DI tilslutter sig vismændenes vurdering af den økonomiske situation, ligesom de tilslutter sig vismændenes anbefaling om, at der udarbejdes en ny økonomisk plan med konkrete reformer, der kan sikre den finanspolitiske holdbarhed:
”Jo længere tid reformerne udskydes, jo længere bliver lavkonjunkturen. Vi foreslår, at en ny 2015-plan medtager en konkret målsætning om en årlig gennemsnitlig vækst i BNP på tre pct. På den baggrund kan alle lovforslag fremadrettet vurderes ud fra, hvordan det enkelte forslag bidrager til vækstmålsætningen,” siger Hans Skov Christensen.
-JR