20.05.2021 | Navnenyt

VVS’er vender hjem til Unidrain

Efter 2,5 år ”ude af huset” vender Christian Sommer nu tilbage til Unidrain. Denne gang som salgskonsulent. Tidligere på måneden tiltrådte Christian Sommer sin nye stilling som rådgiver og salgskonsulent. Men selvom stillingen er ny, er matchet mellem Christian Sommer og Unidrain det ikke. Den erfarne VVS’er har nemlig tidligere været ansat i virksomheden.

"Jeg føler, at jeg er kommet hjem igen, og det er jeg rigtig glad for", fortæller han.

Fra 2015 til 2019 var Christian Sommer ansat i Teknisk Support i Unidrain, men blev sidenhen ansat som Area Sales Manager hos GF. Når han nu vender tilbage til Unidrain bliver det også i en salgsfunktion, hvor han skal være salgskonsulent på Sjælland og Bornholm.

"Jeg kender Unidrains produkter indgående, og de har en kvalitet, som jeg til fulde kan stå inde for. Det glæder jeg mig til at fortælle til kunder og samarbejdspartnere", fortæller Christian Sommer.

Selvom han vender tilbage til den samme virksomhed, er ikke alt ved det gamle. I mellemtiden er Unidrain nemlig flyttet fra Farum til Glostrup, og de er blevet endnu flere ansatte.

"Jeg kan konstatere, at de høje ambitioner stadig er de samme, og at jeg har fået endnu flere kolleger. Det er jo dejligt – og så er det skønt at vende tilbage til mine gamle kolleger, som jeg har bevaret kontakten med i den tid, der er gået", lyder det fra Christian Sommer.

  installator.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere