Indtjeningen normaliseret i Norlys - faldt med godt 90 pct.
Efter det helt usædvanlige 2022 med energikrise og skyhøj indtjening til energiselskaberne faldt indtjeningen i Norlys fra vilde 4,2 mia. kr. til 398 mio. kr. i 2023, viser selskabets årsregnskab. I 2023 blev der dog betalt en ekstraordinær rabat til selskabets andelshavere.
Lavere energiforbrug og lavere priser betød et fald i omsætningen i Norlys fra 22 mia. kr. i 2022 til 12,4 mia. kr. i fjor.
“Vores finansielle performance normaliserede sig i 2023 efter et helt usædvanligt 2022. Vores kerneforretning leverede samlet set en stabil indtjening, men 2023 var også et udfordrende år med hård konkurrence. Samtidig mærker vi som mange andre det øgede rente- og prisniveau i samfundet,” siger Niels Duedahl, der er administrerende direktør i Norlys.
Det stærkt reducerede resultat er dog også påvirket negativt af, at Norlys´ elnetselskab, N1 i 2023 gav Norlys´ andelshavere en ekstraordinær rabat på 797 mio. kr.
Før rabatter nåede Norlys således et overskud på 1,2 mia. kr. i 2023, påpeger energi- og telekoncernen.
Selskabet investerede i 2023 4 mia. kir. i udbygning af elnettet og fibernettet, ligesom selskabet investerede i nye vind- og solcelleparker gennem delejerskabet af Eurowind Energy.
Dertil kommer købet af Telia Danmark med 1,9 mio. kundeforhold, 800 medarbejdere og et 50 pct. ejerskab af mobilnetværket TT, der ejes sammen med Telenor.
Handlen blev endelig gennemført 2. april i år.
-emte