Middelfart-projekt har minimal effekt på ordrebøgerne

Middelfart har som den første danske kommune skabt et såkaldt ESCO light-projekt, hvor energiselskaberne betaler byens håndværkervirksomheder for de energibesparelser, de kan realisere hos boligejerne. Konceptet er blevet kaldt banebrydende, men hos byens installatører har det langt fra fået telefonerne til at kime og ordrebøgerne til at bugne.

1. marts i år søsatte Middelfart, som den første danske kommune, et såkaldt ESCO-light projekt, som giver borgerne et kontant tilskud til at energirenovere deres bolig. Projektet fungerer ved, at byens håndværkere ”finder” og realiserer energibesparelser hos husejerne, som de efterfølgende sælger til energiselskaberne.

Tanken er, at konceptet skal være en gevinst for alle involverede parter: Byens borgere får værdien af energibesparelserne i rabat på renoveringsarbejdet, byens håndværkere får mere at lave, fordi det bliver mere attraktivt at energirenovere og energiselskaberne får hjælp til at hente de energibesparelser, de årligt er forpligtigede til at realisere.

Middelfart Kommune fungerer som tovholder på projektet og har blandt andet etableret et kursus, der har klædt de deltagende håndværksvirksomheder på til at finde og beregne energibesparelser ude hos kunderne. Kommunen har også afholdt borgermøder om konceptet op til projektstarten og faciliteret en hjemmeside, hvor borgerne kan se en liste over de håndværkere, der er uddannet til at være med i projektet.

For at sparke til interessen for projektet etablerede de involverede energiselskaber og kommunen en startpulje på 120.000 kroner, som sikrede, at de borgere, der meldte sig først med energirenoveringer, fik en krone per sparet kWh i tilskud. Den gulerod havde stor effekt og efter en uge var pengene i puljen revet væk. Siden er prisen per sparet kWh faldet til en markedspris på 24 øre, og samtidig er energirenoverings-tempoet dalet betragteligt. Per 1. juli havde 29 husejere fået lavet et energitjek af deres hus, og ti af dem har efterfølgende realiseret de energibesparelser, der blev fundet. Ifølge Middelfart Kommunes egne tal svarer det samlet til en besparelse på 109.000 kWh.

Ingen effekt på ordrebøgerne
Resultatet syner umiddelbart ikke af meget, og hos Middelfart-virksomheden Mikkelsen & Andersen, som løser opgaver inden for både vvs, el og ventilation, er man da heller ikke overvældet over borgernes interesse.

”Vi valgte at deltage i projektet af økonomiske årsager, og fordi vi mener, det er sund fornuft at hjælpe borgerne med at spare på energien. Men vi har ikke fået nogle nye kunder på det, og det er altså ikke sådan, at folk ringer ind, fordi vi står på en liste over ESCO-light-håndværkere på kommunens hjemmeside,” siger direktør i virksomheden Dennis Hoffmann. Han understreger dog, at virksomheden via tilskuddet har sikret sig et mersalg hos flere eksisterende kunder.

Hos kollega-virksomheden Andresen VVS er meldingen nogenlunde den samme fra indehaver Stig Andresen.

”Grundlæggende synes jeg, at konceptet er en god idé, men endnu er der ikke røget noget i ordrebogen som følge af ESCO light-projektet. Vi har dog lavet gratis energitjek hos syv husejere, og status er, at seks af dem ikke er vendt tilbage, mens vi stadig er i dialog med én enkelt,” fortæller Stig Andresen.

Helt og aldeles negativt er svaret fra autoriseret elinstallatør Kim Mortensen fra elinstallationsvirksomheden Asperup EL, som ikke har fået en eneste henvendelse på baggrund af projektet.

”Vi havde håbet, at vi kunne drage fordel af projektet, men der er ikke kommet noget ud af det, hverken da folk kunne få det høje tilskud i starten eller siden. Jeg tror det hænger sammen med, at vi udelukkende er en elinstallationsvirksomhed. Tømrerne og vvs’erne henter noget mere på sådan et projekt, som det her,” vurderer Kim Mortensen.

Ti husejere har renoveret
På Middelfart Rådhus medgiver projektlederen for ESCO Light-projektet, Ole Andersen, at der umiddelbart ikke er kommet ”vildt mange” projekter ind, men han synes, det er ”fint” at ti husejere har energirenoveret og samlet sparet 100.000 kWh.

”Vi ville selvfølgelig gerne have haft, at flere husejere var gået i gang med energirenoveringerne. Men vi har med vilje ikke reklameret for meget med projektet blandt borgerne, for vi skal også passe på, at konceptet ikke bliver misbrugt. Her tænker jeg på borgere, som bestiller et gratis energitjek blot fordi de er nysgerrige og dermed spilder håndværkernes tid med at give tilbud, som aldrig bliver realiseret,” siger Ole Andersen.

Den forklaring giver ikke point hos Stig Andresen, som tværtimod synes, at kommunen skulle have været mere offensiv med at kommunikere om, hvad projektet kan og handler om i de lokale medier. Men ellers er de tre installationsvirksomheder, som Installatør Horisont har talt med, generelt glade for kommunens indsats og har svært ved at pege på, hvordan projektet kunne have været skruet bedre sammen. De pointerer dog samstemmende, at et højere tilskud end de nuværende 24 øre pr. sparet kWh er nødvendigt, hvis der for alvor skal komme skred i Middelfart-borgernes energirenoveringslyst fremadrettet.

For lille tilskud
”Den krone per sparet kWh, som man kunne få i starten rykkede virkelig, og fik husejere, som egentlig ikke havde planlagt det, til at renovere. De 24 øre som borgerne kan få nu, er bare ikke nok til, at pengene ryger op af lommen. De, der energirenoverer nu og får de 24 øre i tilskud, ville have gjort det alligevel,” konstaterer Dennis Hoffmann.

Stig Andresen har samme oplevelse af markedet:

”Mange af dem jeg kommer ud til, kan godt se det fornuftige i at energieffektivisere, men hvis du har en gaskedel, der kører ok og kan få mellem 1500 og 2000 for at skifte den, så gør du det ikke sådan uden videre. En ny koster 30.000, og selvom du henter et tilskud, går der altså lang tid før investeringen er tjent hjem,” pointerer han.

Projektleder Ole Andersen er meget enig og konstaterer, at det havde været dejligt, hvis man kunne have givet borgerne 1 krone per sparet kWh over en længere periode. Han understreger dog, at der, i det lange løb, slet ikke er basis for at give husejerne et større tilskud end de nuværende 24 øre, fordi det er en markedspris, som bliver fastsat efter helt almindelige principper om udbud og efterspørgsel. Derfor håber han i stedet, at det nyvedtagne ”håndværkerfradrag” kan være med til at sætte yderligere gang i energirenoveringerne.

ESCO-light projektet sluttede egentlig 1. august, men Middelfart Kommune har besluttet at føre det videre i ”Projekt Grøn Erhvervsvækst”, hvor kommunen samarbejder med både private virksomheder og andre kommuner.

Eaton Electric Danmark

Sponseret

Vidste du, at elektriske fejl er størst under vedligeholdelsesarbejde?

Uponor

Sponseret

Fremtidens fjernvarmeløsning er lige her

Relateret indhold

24.07.2024Installator.dk

Vinderne af Installatørprisen

23.07.2024Installator.dk

Bosch henter ny direktør fra egne rækker

17.07.2024RIB Software

Sponseret

Kombiner modeller i RIB Projekt!

24.06.2024Eegholm A/S

Sponseret

tic elkas/Eegholm-gruppen udpeger to nye bestyrelsesmedlemmer

19.06.2024RIB Software

Sponseret

Sådan undgår du, at din digital aflevering bliver en omkostning - Her er tre gode råd!

17.06.2024Installator.dk

Lige om lidt skal erhvervskøretøjer have TPMS på alle dæk

14.06.2024RIB Software

Sponseret

Nåede du ikke med på IKT-leder uddannelsen i Aarhus? Så tilmeld dig næste hold her!

11.06.2024Brødrene A & O Johansen A/S

Sponseret

AO har vist vejen i den grønne omstilling til elbiler

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med Installator.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i alt som rører sig indenfor tekniske installationer - el, VVS- og ventilationsbranchen.

Se flere temaer

Events

Se alle