Årets lærling 2020 kåret

Hvert år hylder Aarhus Håndværkerforening og Dansk Industri Østjyllands bedste lærlinge. Der bliver givet medaljer til 25 lærlinge, som bliver kåret til Årets Lærling.

En af dem som har modtaget denne pris i 2020 er Alexander, som har været lærling på Brødrene Dahl Centrallager i Randers.

Den 20. oktober blev medaljerne uddelt til Årets Lærling ved et flot arrangement i Aarhus. Alexander var med og fortæller: ”På grund af Corona var arrangementet jo kraftigt beskåret. Men jeg havde alligevel en rigtigt fin og god dag – og jeg er vildt stolt af at blive nomineret og ikke mindst at blive kåret som Årets Lærling. Da jeg fik besked om det for cirka 3 uger siden, var jeg helt målløs – jeg kunne næsten ikke forstå det.”

Ledelsen på brødrene Dahls Centrallager har nomineret Alexander til prisen som Årets Lærling, på grund af hans meget store faglige og personlige udvikling i løbet af hans lærlinge-tid. Magnus Kristinsson fortæller om nomineringen: ”Vi er utroligt imponerede over Alexander – han har virkeligt formået at vokse i løbet af kort tid – både ift. arbejdsopgaver og ansvarsområder, men også på det sociale og personlige. Hans store engagement fortjener i den grad at blive anerkendt – og derfor nominerede vi ham.”

Alexaner er enig: ”Jeg tror, at jeg er blevet nomineret på grund af min store udvikling gennem uddannelsen – jeg har udviklet mig meget personligt og fagligt.  Jeg synes, min personlighed er blevet helt anderledes og socialt, har jeg virkeligt udviklet mig.”

Det fysiske håndværk var en oplagt vej for Alexander at vælge allerede fra folkeskolen: ”Jeg var ikke specielt interesseret i en meget boglig uddannelse – jeg vil gerne lave et rigtigt fysisk arbejde – det er det, som interesserer mig – derfor ville jeg rigtigt gerne denne vej i forhold til mit fremtidige arbejdsliv”. Men det kan være en stor udfordring at finde en læreplads. Alexander gik målrettet efter sit ønske om en læreplads og sendte mere end 200 ansøgninger ud, og prøvede praktik-forløb flere steder. Så fik han kontakt til tillidsmanden på Brødrene Dahls Centrallager og fik tilbudt en praktik. Og efter praktikken blev han tilbudt en læreplads samme sted.

Og Alexander har været glad for sin lærlinge-forløb: ”Jeg synes, at Centrallageret er et rigtigt godt sted at have et lærlingeforløb – man kan prøve meget forskelligt, og se forskellige lageropbygninger. Der har været  mange muligheder for at finde den rette hylde. Det sociale, familiære sammenhold er det bedste ved at være her. Der er rummelighed. Man er blevet taget godt imod og accepteret. Det er et dejligt sted at tage på arbejde hver dag.”

Derfor er Alexander også glad for, at han er blevet fastansat på Brødrene Dahls Centrallager efter endt uddannelse: ”Jeg har fået job på mit favoritsted, nemlig på udepladsen, hvor det er volumenvarer, såsom rør og brønddæksler jeg arbejder med at få ekspederet ud til vores kunder. Jeg arbejder på aftenholdet, og det passer godt for mig – ift. hvad jeg kan lide og mit sociale miljø - de fleste i min omgangskreds arbejder også om aftenen eller natten.”

Alexander vil anbefale andre unge, som gerne vil være lærling at finde et fag, som man kan engagere sig i og gøre en god indsats på arbejdet – at gøre sit bedste hver dag. Og så råder han til, at man skal huske at skabe gode sociale relationer på sin arbejdsplads. Det er vigtigt at være obs på også at skabe den gode sociale relation. Alexander slutter af: ”Jeg kan varmt anbefale Brødrene Dahl som arbejdsplads. Jeg vil gerne fremhæve ledelsen og tillidsmanden på Centrallageret – jeg synes, der har været en god støtte og opbakning– de er meget engagerede. Jeg har det rigtigt godt med at være på arbejde – det er dér, jeg har det allerbedst. Det er afgørende for mig at have en god arbejdsplads – jeg kan godt lide at arbejde mange timer, og jeg vil helst ikke holde fri eller være syg. Derfor er jeg rigtigt glad for mit job og min arbejdsplads.”

Mere fra...

24.09.2024Brødrene Dahl A/S

Sponseret

Et stærkt partnerskab holder dansk erhvervsliv køligt

18.09.2024Brødrene Dahl A/S

Sponseret

Aldrig mere bøvl!

28.08.2024Brødrene Dahl A/S

Sponseret

Brødrene Dahl og Vandværkernes EDB-Service i strategisk samarbejde

15.08.2024Brødrene Dahl A/S

Sponseret

EN KUGLEHANE ER DA IKKE BARE EN KUGLEHANE!

12.03.2024Brødrene Dahl A/S

Sponseret

Brødrene Dahl stærkt fra start med ny hjemmeside

06.03.2024Brødrene Dahl A/S

Sponseret

Klima-workshop til alle medarbejdere