Ændring i direktionen hos Sanistål A/S
Bestyrelsen besluttede i august at ændre direktionen i Sanistål A/S, så direktionsansvaret for logistikfunktionen bliver overdraget fra direktør Ole Graversen til administrerende direktør Christian B. Lund.
Direktør Ole Graversen har som medlem af direktionen haft ansvaret for logistik samt datterselskaberne i de baltiske lande og Serman & Tipsmark A/S. Han udtrådte med det samme af direktionen og fratrådte sin stilling.
Organisationen har med Ole Graversen i spidsen udført et stort arbejde med at gennemføre den omfattende omstrukturering af selskabets danske logistikstruktur. Processen forløb imidlertid ikke økonomisk tilfredsstillende, og bestyrelsen besluttede derfor at opsige samarbejdet med Ole Graversen med det kontraktmæssige varsel på 12 måneder. Kontrakten indeholder ikke usædvanlige bestemmelser, hedder det fra Sanistål A/S.
Alle referencer til Ole Graversen er blevet overtaget af administrerende direktør Christian B. Lund. Det drejer sig først og fremmest om centrallagrene i Billund og Taulov, distributionsfunktionen, datterselskabet Serman & Tipsmark A/S og de baltiske selskaber.