40.000 blev tilsluttet fjernvarme i 2023
Planerne for udbygningen af fjernvarme betyder, at flere end 100.000 får adgang til den i de kommende år. Det viser en ny opgørelse fra Dansk Fjernvarme på baggrund af en rundspørge blandt landets 226 fjernvarmeselskaber.
Fjernvarmen ligger helt i top, når det gælder om at udfase naturgas som rumopvarmning med 40.000 tilslutninger i 2023, viser undersøgelsen.
Fjernvarmeselskaberne har taget opgaven på sig med at udfase naturgas og gør det i store bundter, hvor vi giver alle i de enkelte lokalområder mulighed for at komme med.
Danmark har et mål om, at vi skal have naturgassen ud af vores boliger, samtidig med, at vi har klare klimamål. Derfor er jeg utrolig stolt af at kunne konstatere, at de danske fjernvarmeselskaber leverer på de mål og markant reducerer brugen af naturgas, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Udover at tilslutte nye fjernvarmekunder har de danske fjernvarmeselskaber også arbejdet på projekter, der skal tilslutte en hel del fjernvarmekunder de kommende år. I 2023 blev der godkendt projektforslag på konvertering af mere end 60.000 naturgaskunder. Ifølge Dansk Fjernvarmes medlemsundersøgelse forventer sektoren at lave projektforslag i 2024 med et potentiale på yderligere 62.000 naturgaskonverteringer, som konverteres løbende frem mod 2028.
“Det er en rekord, vi ikke har set magen til tidligere. Med projekterne vil vi løbende konvertere naturgasfyr til fjernvarme i de kommende år. Men det forudsætter, at der er de rette værktøjer til at indfri det enorme potentiale,” siger Kim Mortensen.
Og et af værktøjerne er ifølge Dansk Fjernvarme at forlænge Fjernvarmepuljen og tilføre flere midler. Et andet er at fastsætte en dato for stop for brug af gas til boligopvarmning. Et forslag, der støttes af den røde blok i Folketinget.
Fjernvarmepuljen åbnede torsdag den 1. februar med 150 mio. kroner, hvor fjernvarmeselskaber allerede mandag den 5. februar havde søgt for 399,9 mio. kroner fordelt på 41 ansøgninger. 12 ansøgninger har indtil videre modtaget en reservation på tilskud fra puljen.
-emte