Armadan opretter afdeling for passiv brandsikring
Øget interesse for passiv brandsikring gør, at Armadan nu tilbyder vejledning fra dedikerede specialister i en ny afdeling. Bedre dialog om tekniske spørgsmål og præ-accepterede løsninger, tilbud om kurser og træning samt dokumentation for CE-mærkning og bæredygtighed er nogle af de servicer, som rådgivere og isolatører får mere gavn af.
I de seneste år har Armadan oplevet stigende interesse for passiv brandsikring. Rådgivere, arkitekter og isolatører henvender sig ofte for at få afklaret åbne spørgsmål om dokumentation og præ-accepterede løsninger i brandtekniske systemer.
- Spørgsmål fra rådgivere og isolatører bliver mere og mere tekniske, da bygherrer interesserer sig mere for passiv brandsikring end tidligere. Som underleverandør til eksempelvis sygehusbyggerier er det en kritisk faktor, at dokumentation og løsning på de brandtekniske systemer er helt i orden. Hos Armadan vil vi være den sparringspartner, der giver rådgiverne den bedst mulige vejledning og support – også i tvivlsspørgsmål, siger Helle Vilsner, Fire and Project Manager i Armadan.
Specialister med stort og opdateret branchekendskab
Derfor har Armadan oprette en ny, separat afdeling for passiv brandsikring med specialister, der tidligere også supporterede teknisk isolering.
Specialisterne i den nye afdeling har et stort branchekendskab og har fulgt udviklingen inden for passiv brandsikring i en årrække. Sammen med producenten Mulcol, der har samlet sine præ-accepterede løsninger i en ETA (European Technical Assessment), kan Armadan vejlede i CE-mærkning og bæredygtighedsstandarden DGNB, Nordic Ecolabel, ligesom Armadan kan vejlede i nyere forhold som testede løsninger for træbyggeri i CLT (Cross Laminated Timber).
- Vi ser passiv brandsikring som et område i vækst - ikke mindst i bæredygtigt byggeri - og det vil vi i Armadan være en del af. Vi tror på, at vi giver kunderne den bedste support og bliver en bedre sparringspartner med medarbejdere, der er dedikerede til opgaven og kan gå i dybden. Vi vil gerne give den gode produktsupport til hele kæden af produkter, så rådgivere og isolatører har vished om, at de får den helt rigtige løsning, siger Rasmus Møller.
Møder kunderne hvor de er
I dagligdagen betyder det, at specialisterne er dedikerede til at yde den bedste tekniske support i alt fra præ-accepterede løsninger, men også i nye og ikke kendte løsninger, som også omfatter udtalelser om testede løsninger direkte fra producenten via akkrediterede testinstitutter eller at tage en dialog med Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) for at få tekniske spørgsmål afklaret.
- Vi vil have, at kunderne sparer tid ved at bruge os. Vi kører gerne ud på byggepladsen og giver et forslag på en løsning via Mulcols app med præ-accepterede løsninger og sammen finder ud af, hvad der skal til, for at løse opgaven. Eller vi rækker ud til en dialog med producenten for at få svar på særligt komplekse forhold, siger Rasmus Møller.
Samtidig har Armadan enestående mulighed for at vejlede i konkrete løsninger for rådgivere forud for et projekt eller næste fase.
- Vi går et byggeri igennem og plukker præ-accepterede ETA-løsninger og genererer en projektbog, som rådgiver kan præsentere for eller sende videre til bygherre med dokumentation for lige netop deres projekt. Det giver ro i maven for både rådgiver og bygherre, når løsningen bliver lagt tydeligt frem på forhånd, siger Rasmus Møller.
Fokus på træning
I fremtiden vil Armadans afdeling for passiv brandsikring i højere grad fokusere på, at kunderne bliver dygtigere til at bruge produkterne ved kurser, oplæg og temadage, siger Rasmus Møller.
- Vi har allerede fået flere muligheder for at dele viden med fagfolk og afholde træningssessioner, og vi vil gøre mere ud af kurser, som eksempelvis at invitere branchefolk til nogle temadage hos os. Vi er interesserede i, at kunderne får den bedste løsning, og at produkterne bliver brugt korrekt, så vi vil gerne gå forrest for at højne niveauet inden for brug af passiv brandsikring, siger Rasmus Møller.