Kursus
CTS-anlæg - i teori og praksis
Tag med på en effektiv kursusdag, der sætter fokus på optimal drift og styring.
(Dette kursus er en del af Varmemester-uddannelsen, der via fire kurser giver mulighed for at efteruddanne sig inden for varmeområdet med fokus på lavt energiforbrug, god afkøling, køb og brug af automatisk og korrekt drift af varmvandsystemer. De tre andre kurser i Varmemester-uddannelsen er Varmeanlæg og installationer, Dynamisk indregulering af installationer og Brugsvandsinstallationer.)
- Er kurset udsolgt? Kontakt Søren Iversen, tlf. 72 20 24 80 / sni@teknologisk.dk for at blive skrevet på venteliste.
CTS-anlæg er blevet brugt i forskellige former for overvågning og styring af ventilations-, varme-, køle- eller brugsvandsanlæg. Der er desværre skabt en hel del myter og berøringsangst i forbindelse med CTS-anlæg. På dette kursus arbejder vi aktivt med flere CTS-anlæg. Den enkelte kursist får muligheder for at indstille alt fra ugedrift til fremløbstemperaturer, samtidigt med at anlæggenes forskellige muligheder belyses og drøftes.
Deltagerprofil
Kurset er specielt udviklet for personer, der arbejder med varme-, ventilations- og brugsvandsinstallationer, og gerne vil vide mere om CTS-anlæg. Kurset er desuden målrettet personer, der arbejder med overordnede energibesparelser i virksomheder, kommuner og ejendomme og eventuelt påtænker etablering af CTS-anlæg. Der kræves ikke særlige matematiske færdigheder.
Underviser
Kristian Kærsgaard Hansen er civilingeniør i divisionen Energi og Klima på Teknologisk Institut. Han har stor erfaring i arbejdet med både rådgivning og projektering inden for styringssystemer, varmeanlæg og energiforbrug i bygninger. Han har desuden lang erfaring som kursusleder på Teknologisk Instituts kurser på energiområdet inden for både fjernvarme, indregulering og styring.
Udbytte
- Grundlag for forståelse af reguleringsfaglige udtryk
- Kendskab til CTS-anlæg
- Grundlag for valg af reguleringsparametre, der skal benyttes i CTS-anlægget
- Baggrundsviden til beslutninger, der vedrører valg af CTS i din situation.