El-Team Vest udvider med nyt vækstområde
Med etableringen af en ny E-Mobility-afdeling går El-Team Vest ind i kampen om fremtidens ladeinfrastruktur. Den østjyske el-installatørvirksomhed har sikret sig sin første store opgave på et område med stort potentiale.
Kristian Siig Kjærulff er ansat som leder af El-Team Vest´ nye E-Mobility-afdeling.. Foto: El-Team Vest
Den nye afdeling skal levere komplette ladeinfrastrukturløsninger til større ladeparker og energilagringssystemer. Med egne el-ingeniører kan El-Team Vest stå for hele processen – fra idéoplæg til færdig ladepark, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
“Væksten i grøn energi og elektrificering er enorm, og vi er klar til at tage en aktiv rolle i at forme og styrke fremtidens infrastruktur. Med vores ekspertise og stærke interne kompetencer er vi godt rustet til at levere løsninger, der ikke kun understøtter den grønne omstilling i Danmark, men også på internationale markeder,” siger Søren Jochimsen, direktør for El-Team Vest.
Virksomheden har ansat Kristian Siig Kjærulff til at stå i spidsen for den nye afdeling og El-Team Vest, der i dag beskæftiger mere end 65 elektrikere, har allerede sikret sig sin første store opgave - leveringen af infrastrukturen til Danmarks største BESS-anlæg (Battery Energy Storage System), som omfatter installation af 5 transformere og 14 batterianlæg, der samlet er 25 MW BESS-anlæg.
-emte