En servicebil skal være praktisk og robust
Ganske vist udgør servicebilerne et visitkort for el og vvs-firmaerne. Men først og fremmest skal de være overskueligt indrettet, lige som vægten skal være lavest mulig. Og så hersker der bred enighed om, at reglerne om privat kørsel bør blødes op.
Billedtekster: Hos Lund & Eriksen betragter man servicebilerne som virksomhedens blikfang. Kunderne skal helst få indtrykket af, at man er professionelle og har styr på tingene. (Fotos kan hentes på www.blikas.dk under medarbejdere. Usikkert om billedet af Freddie Overgaard kan anvendes) Hos vvs-firmaet Blikas ejer man selv samtlige 17 biler Tidligere har vi leaset, men hvis man har pengene ved hånden, er der ikke særlig god økonomi i at lease, siger direktør Freddie Overgaard. (Th. Jensen A/S: Fotos kan hentes på www.th-dk.dk - under Mest for private. Åbn mappen med billeder.) Hos vvs-firmaet Th. Jensen A/S er alle biler malet i en iøjnefaldende sort farve, og de bliver vasket flere gange om ugen, så de fremtræder i præsentabel stand. Ud over at bilerne skal være rummelige og praktisk indrettet, stilles der imidlertid ikke særlige krav til dem..
Af Peter Jürgensen
Vvs og el-installatører vil have robuste, praktisk indrettede og rummelige servicevogne. Hvorvidt de bliver købt eller leaset, afhænger af, hvad der aktuelt er mest økonomisk fordelagtigt. Derudover er der over hele linien stor modvilje mod de eksisterende regler vedrørende biler, der kører på gule plader. Samtlige kilder inden for branchen, som Installatør Horisont har talt med, så gerne enten en opblødning eller en yderligere præcisering af de strenge regler, således at servicevognene i et vist omfang kunne anvendes til private formål. Enkelte foreslår, at reglerne helt afskaffes.
Servicevognen skal udstråle professionalisme
Direktør Jens Peter Yde fra Lund & Eriksen, fortæller, at samtlige elinstallationsfirmaets 30 servicevogne er Mercedes-biler. De er elegante og sender derfor et klart markedsførings-signal. Halvdelen af bilerne ejer man selv. De øvrige er leaset.
I perioder, hvor likviditeten er stram, vælger vi at lease. Når tiderne derimod er gode, kan det bedre betale sig at købe bilerne. Vores erfaring er, at det er mest fornuftigt at bilparken består af en blanding af egne og leasede servicevogne. Leasede biler kan vi ikke komme af med igen. Derfor bør man så vidt muligt købe bilerne, hvis der er råd til det.
Vores virksomhed er lidt specialiseret og en del af udstyret er derfor højteknologisk. Derfor er hver bil en kompliceret arbejdsplads, hvorfra elektrikeren f.eks. skal betjene en computer. Derfor skal der også være plads til et lille bord, som han kan sidde ved, og i det hele taget skal der være albuerum, lige som der skal være ryddeligt og overskueligt. Af samme grund skal der være plads til en del hylder. Når kunden kigger ind i bilen, skal han helst få indtrykket af, at vi er professionelle og har styr på tingene. Det kan kun lade sig gøre, hvis vognen er praktisk designet. Bilerne er vores visitkort udadtil, og de bliver da også vasket mindst én gang om ugen.
Jens Peter Yde så gerne, at reglerne om brug af biler på gule plader, blev gjort mere præcise, så elektrikerne og deres arbejdsgivere ved, hvad de har at rette sig efter.
Det er helt forkert, at chaufførerne ikke må køre bilerne hjem til sig selv efter arbejde. Ofte skal de jo bruge dem igen straks næste morgen, siger Jens Peter Yde.
Plads til små rum og kasser
Direktør Kim Nielsen fra vvs-firmaet Aage Nielsen VVS i Fredensborg fortæller, at firmaets biler er af mærkerne Ford Transit og Peugeot. Transiterne ejer man selv, mens Peugeoterne er leaset. Også her er valget mellem ejerskab eller leasing truffet ud fra, hvad der aktuelt var den økonomisk mest fordelagtige finansieringsform.
Hvis det er nødvendigt hurtigt at udvide bilparken, er den billigste løsning så afgjort at lease dem, siger han.
Valget af bilmærker beror på, om vores lokale bilforhandlere har været opsøgende og har argumenteret godt for de biler, de har anbefalet. Samtidig spiller det en rolle, om købsprisen har været rimelig på det tidspunkt, hvor vi skulle anskaffe nye biler.
Servicevognene skal helst være rummelige, fordi vi kører rundt med tunge og uhåndterlige skæremaskiner og bukkebænke. Disse krav har i øvrigt ikke ændret sig meget gennem årene. I min læretid for 30 år siden var kravene stort set de samme. Men dengang var bilen en klodset skrammelkasse. I dag stilles der heldigvis krav om en vis komfort, og udstyret kan nu pakkes ned i små rum og kasser. I øvrigt er svendene også blevet langt mere kræsne. Det er lige før de ikke vil køre med bilerne, hvis der ikke er aircondition.
Vores biler er malet hvide med et logo på siden. Logoet forestiller en lille mand med en rørtang på skulderen. Det er bestemt ikke uvæsentligt, at bilerne fungerer som et markant blikfang for firmaet, siger Kim Nielsen. Han mener i øvrigt, at reglerne vedrørende gule plader helt burde afskaffes, så børnene kunne hentes eller bringes fra børnehave eller man eventuelt kunne købe ind på vejen til og fra arbejde.
Alle håndværksmestre med en lidt større vognpark døjer med at få plads til alle bilerne foran firmaadressen. Og eftersom kun meget få håndværkere systematisk bruger bilerne til private formål, er der absolut ingen grund til at jagte os på dette punkt, mener Kim Nielsen.
Hjørner og kroge skal udnyttes
Elinstallatør Martin Nielsen fra Kystens El-service har valgt at købe sine fire servicevogne, der udgøres af mærkerne Peugeot og VW.
Vi fik nogle gode tilbud, da vi startede for seks år siden, og så slog vi til. Samtidig havde det betydning, at Peugeot lancerede nogle små varebiler til vores branche dengang, da jeg etablerede min egen virksomhed. De er lette at parkere, samtidig med at pladsen er godt udnyttet. Vores krav er, at alle hjørner og kroge i bilen kan udnyttes optimalt, samt at der er plads til et antal reoler, så vi har vores værktøj og materialer ved hånden.
Hvad spørgsmålet om de gule plader angår, synes Martin Nielsen, at det er lidt til grin, at man ikke kan tage bilen med hjem, og han ser derfor frem til en opblødning af reglerne.
Hvis man arbejder tæt på sin bopæl og først skal ud og hente bilen hos firmaet, spildes der er masse kostbar tid. Samtidig bruges der store mængder benzin til ingen verdens nytte, hvorved miljøbelastningen stiger. Flere af mine svende kører direkte forbi deres børns daginstitutioner med servicevognen. Men de må ikke stoppe og tage ungen med. Det er da helt godnat.
Frisk design
Vvs-Installatør Leo Nielsen fra Vodskov ved Aalborg, bruger Peugeot, Mercedes og Toyota. Alle fire biler er købt ud fra filosofien om, at aktiverne så vidt muligt skal forblive i virksomheden. Der er ingen mening i, at banken ejer bilerne, argumenterer han.
Toyotaen valgte vi, fordi den ikke kræver megen vedligeholdelse, Mercedesen valgte vi for at prøve noget andet - og Peugeoten - ja, den købte vi, fordi vi udførte en opgave hos en mand, som var ansat hos Peugeot. Vi vil helst have servicebiler, som er rummelige og praktisk indrettet. Derudover har vi ingen specielle krav. Vi har malet bilerne i en markant rød farve. Designet må gerne være frisk, for bilerne er jo vores visitkort udadtil.
Også Leo Nielsen så helst, at reglerne om gule plader helt blev afskaffet, så en bil er en bil uanset hvad man bruger den til.
Så er man fri for at have dårlig mave, blot fordi man kører i den om søndagen, siger han.
God plads til chaufføren
Direktør Freddie Overgaard fra vvs-firmaet Blikas, fortæller at man har valgt at køre i Ford og VW.
Alle de 17 biler vi har i dag, er købt. Tidligere har vi leaset, men hvis man har pengene ved hånden, er der ikke særlig god økonomi i at lease. Samtidig har vi sikret os fordelagtige ordninger ved køb af flere biler hos samme forhandler.
Egentlig stiller vi ikke andre krav til bilernes indretning end at de skal være rummelige og praktisk indrettede, samt at der er god plads til chaufføren.
Også Freddie Overgaard mener, at reglerne om brug af vare- og servicebiler burde ændres, så personalet kunne tage vognen med sig hjem.
Det vil være den mest smidige ordning både for os og for svendene. Eventuelt kunne man tillade, at de kørte korte ture privat, mod at de betalte en mindre procentsats i skat til det offentlige for den private kørsel. I øvrigt er reglerne om skat og moms ikke harmoniseret. Skattereglerne siger ét og momsreglerne noget andet. Det er hul i hovedet.
Sort kan ikke overses
Hos vvs-firmaet Th. Jensen A/S kører man i VW og Peugeot - og bilerne er alle leaset. Det mener vi, er det nemmeste og billigste, forklarer direktør Erik Jensen.
Vores primære krav er, at servicebilerne skal være rimeligt rummelige og robuste, så vi kan finde det, vi skal bruge. Bilerne er naturligvis et blikfang. De er alle malet i en iøjnefaldende sort farve, så ingen kan overse dem på gaden. Farven er et enkelt og slagkraftigt virkemiddel.
Hvad de gule plader angår, mener Erik Jensen, at reglerne burde ændres, så medarbejderne fik lov til at køre til og fra arbejde i dem.
Hvis vi skal følge loven bogstaveligt, støder vi ind i næsten uoverskuelige vanskeligheder, fordi alle bilerne skal afleveres ved vores kontor ved arbejdstids ophør. Mange af vores medarbejdere har til og med langt til arbejde. Det er lidt absurd.