Energistyrelsen deltager i VVS15
Energistyrelsen deltager for første gang i VVS-messen. Temaet til VVS15 er energioptimering og energibesparelse, og derfor vil Energistyrelsen fortælle om den nye energimærkning, som træder i kraft i 2015.
Energioptimering og energibesparelse er temaet til VVS'15, der finder sted d. 22.-24. april. Et emne, som både fagfolk og især forbrugere har stor gavn af at få på dagsordenen, så energiforbruget, CO2-udledningerne og omkostningerne kan reduceres. VVS15 giver fagfolk mulighed for at mødes og diskutere, hvordan branchen sammen kan finde løsninger til at opnå de ønskede besparelser. Årets tema har også vakt interesse hos Energistyrelsen, som har meldt deres ankomst til messen. - Det er første gang, at vi er på VVS-messen. Vi deltager, fordi vi vil fortælle om den lovgivning, som snart bliver aktuel for mange både leverandører og udførende i branchen. Vi ser i høj grad frem til at få kontakt til folkene i branchen, og vi ønsker at få en dialog med både udstillere og besøgende ansigt til ansigt, udtaler Bjarke Hansen fra Energistyrelsen. Bjarke Hansen holder oplæg om netop denne lovgivning på Energiens Torv fredag den 24. april. Oplægget omhandler den nye energimærkning af varmepumper, kedler, vandvarmere m.v., der bliver gældende allerede fra september 2015. - Den nye energimærkning sørger for, at der stilles samme krav til produkterne i hele EU. Det bliver altså leverandørerne, som skal være ansvarlige for energimærkningen, men f.eks. VVS-installatørerne får også et ansvar, som vi kan hjælpe dem med at håndtere, fortæller Bjarke Hansen. Videncenter på Energiens Torv Der er også mulighed for at høre andre eksperter på området, da det nationale Videncenter for energibesparelser i bygninger også holder oplæg på Energiens Torv. Her vil tilhørerne kunne tilegne sig viden om de nyeste trends inden for energioptimering og konkrete værktøjer, som gør det lettere at styrke kompetencerne og sælge den rigtige energiløsning. - Jeg ser frem til at komme til VVS15 og møde de mange fagfolk, som er interesseret i at høre nyt og følge med i, hvad der sker på området. Jeg vil især have fokus på hybridløsninger, som involverer mange typer af installationer og komponenter. Samtidig vil jeg give tilhørerne nogle værktøjer, som sikrer, at man efterlever lovgivningen, siger Kai Borggren fra Videncenter for energibesparelser i bygninger. Videncenter for energibesparelser i bygninger har eksisteret siden 2009 og hører ind under Energistyrelsen. Her samler og formidler Videncentret viden om konkrete og praktiske muligheder for at reducere energiforbruget i bygninger. De sørger for, at byggeriets parter opnår flere kvalifikationer og nye værktøjer, som f.eks. besparelsesberegner og BR-værktøj. Disse initiativer er med til at sikre energibesparende tiltag i bygninger i hele landet. Kai Borggrens indlæg Trends indenfor energioptimering kan opleves den 22. april og den 23. april på Energiens Torv. Udover disse oplæg vil der være mange andre faglige oplæg og diskussioner om energioptimering og energibesparelse på Energiens Torv, hvor der fra udstillernes side har været stor efterspørgsel på at holde oplæg.