Førende dansk solcelleproducent fremviser vækst på 250 %
Den danske solcellevirksomhed, Gaia Solar A/S, har netop afleveret et særdeles tilfredsstillende regnskab for 2012, med en vækst i omsætningen på 250 %, og har i samme periode styrket organisationen og udbygget sine forretningsområder.
2012 var et usædvanligt år for solcelleindustrien i Danmark. Den globale overkapacitet af solcellepaneler kombineret med den økonomiske afmatning i verden har drevet et fortsat prisfald på solceller såvel som solcellemoduler. På det nationale marked er konkurrencen skærpet betydeligt, men samtidig har der været en særdeles hastigt stigende efterspørgsel primært fra privatsegmentet - dels som følge af den danske nettomålerordning, men også på grund af de faldende priser.
For Gaia Solar viste 2012 sig som året hvor virksomheden for 3. år i træk blev kåret til Gazelle-virksomhed af dagbladet Børsen og desuden opnåede en placering blandt Top-3 i Ernst & Youngs kåring af Entrepreneur of the Year i kategorien Cleantech.
For 2013 forventes en noget lavere aktivitet, blandt andet på grund af det politiske solcelleforlig i efteråret 2012, der markant ændrede vilkårene for privatmarkedet.