Firmabil: lease, leje eller købe?
Leasing af firmabil er populært som aldrig før. Der er mange udbydere, og økonomien i de forskellige løsninger er god. Prisen er lav, vedligehold og reparationer er typisk inkluderet i leasingprisen, der opstår ikke pludseligt uventede udgifter, og man skal ikke ud og binde likviditet i sin vognpark.
I juli 2016 slog salget af nye biler i Danmark rekord igen, og rigtig mange af dem kører nu som nye varevogne hos installatører og håndværkere landet over. Leasing af firmabiler er på hastig fremmarch, og det skyldes både, at der er gang i økonomien, og at leasing efterhånden er ved at være en standardvare, som alle kan komme i gang med.
Dertil kommer, at flere og flere virksomheder efter finanskrisen er blevet skarpe på at reducere omkostninger, og de lægger et stort arbejde i økonomistyring. Det gøres eksempelvis ved at frigøre likviditet fra lager, automatisering af manuelle arbejdsgange og ved at undgå at have bundet store værdier op i virksomhedens biler eller flåden, som det hedder på leasingsprog.
Hos Nordania Leasing, der er Danmarks største leasingfirma, oplever man, at leasingmarkedet er en meget præcis indikator på, hvad der foregår i erhvervslivet netop nu:
Renten er lav, og der er masser af opgaver, og samtidig optimerer alle deres forretning. Det kræver likviditet og fleksibilitet, og det er her leasing kommer ind i billedet. Jeg kan ikke komme på noget tilfælde, hvor det kan svare sig at købe en ny firmabil fremfor at lease den, hvis man ellers har en horisont, der strækker sig længere end 12 måneder, siger Kasper Mark Andersen, der er forretningsområdechef inden for billeasing til erhverv i Danmark hos Nordania Leasing.
Læs også: Nyt projekt vil fremme el-varevogne blandt installatører
Han begrunder det med, at leasingfirmaerne køber store partier biler og varevogne hjem direkte fra producenterne. Det sikrer en lav pris, men derudover kommer, at man som kunde slipper for en række ekstraudgifter. Det er eksempelvis tinglysningsafgift, stempelafgift og andre udgifter, der gør, at de reelle årlige omkostninger ved eget køb af firmabil bliver væsentligt højere. Ved leasing er der blot administrative udgifter på et par tusinde kroner til leasingselskabet.
Ved det traditionelle bilkøb gik man på shopping hos nogle forskellige forhandlere med speciale i diverse bilmærker. Måske kunne forhandleren tage den gamle firmabil retur, og måske kunne forhandleren hjælpe med indretningen af den nye firmabil til arbejdsbrug. Ulempen ved denne fremgangsmåde er, at man som kunde ikke får overblikket over markedet og dermed heller ikke den bedste pris. De store leasingselskaber opererer på tværs af bilproducenter, og de kan som regel skræddersy serviceaftaler, så de præcist dækker de behov, kunden har, fortæller Kasper Mark Andersen.
Finansiel leasing, operationel leasing eller leje?
I leasingverdenen skelner man mellem finansiel og operationel leasing. Ved operationel leasing, som nok er den metode de fleste umiddelbart forstår ved leasing, er det leasingfirmaet der ejer bilen, og dig, der står, som bruger. Ved finansiel leasing ejer du selv køretøjet, og alle omkostninger til drift og vedligehold skal du betale. En helt tredje mulighed er at leje, hvilket flere udlejningsfirmaer har specialiseret sig i til erhverv.
Operationel leasing er den nemme løsning. Her står leasingfirmaet for alt. Det kan være lige fra dæk, brændstof, service og eventuelle reparationer. Leasingfirmaet ejer bilen, og man kan sige, at de risici, der er forbundet med at have en bil, tilfalder leasingfirmaet. Ved finansiel leasing påtager brugeren sig et større ansvar.
Regnskabsmæssigt behandles operationel leasing som et lejeforhold. Det vil sige, at leasingydelsen i regnskabet opgøres som en omkostning. Ved finansiel leasing medregnes den leasede bil blandt aktiverne og afskrives. Dermed bliver pligten til at betale leasingydelserne kapitaliseret, og der medregnes kalkuleret rente under finansielle omkostninger.
For nogle virksomheder, typisk de større, vil operationel leasing være en fordel regnskabsmæssigt, fordi det blot figurer som en udgift. Dermed belaster det ikke regnskabet på samme måde som finansiel leasing, hvor den leasede bil står som en gældspost.
<p>Det giver ganske enkelt ikke mening at købe en ny bil til sin virksomhed længere. Man kan umuligt købe den billigere end leasingselskabet, og de administrative fordele er åbenlyse. </p>
Kasper Mark Andersen, forretningsområdechef i Nordania Leasing
Gæt et kilometerantal
En anden forskel på operationel og finansiel leasing er, at man med operationel leasing baserer kontrakten på et estimeret antal kørte kilometer om året. Det betyder, at man som leasingkunde inden for en vis margen skal kunne gætte hvor mange kilometer, man kører. Det kan være en nem øvelse for virksomheder med faste kunder og rutiner, men hvis man står over for helt nye udfordringer, kan det være noget nær umuligt at sjusse sig frem til. Sætter man kilometertallet for lavt i forhold til det faktisk kørte, skal man betale ekstra.
For at undgå den situation kan finansielle leasing være det rette valg, fordi man her ikke har et fast kilometertal at forholde sig til. En lovændring har dog gjort det muligt at justere på det estimerede antal kilometer undervejs i en operationel leasingkontrakt. Det blev muligt fra 1. juli 2016.
Læs også: Overholder du reglerne om it i servicevognen?
Hvis ens virksomheds behov for biler er endnu mere ad hoc-præget, kan det svare sig at leje frem for at lease.
Der er efterhånden mange, inklusiv os selv, der har specialiseret sig i udlejning til erhverv på kortere eller længere kontrakter. Tommelfingerreglen er, at hvis man skal bruge en bil i kortere tid end 12 måneder, så bør man overveje at leje, siger Kasper Mark Andersen.
Han nævner som eksempler, at virksomheder og organisationer som Metroselskabet og Roskilde Festival vælger at leje, fordi deres behov er meget omskifteligt.
Køb af ny bil giver ikke mening
De leasing- og lejeløsninger, der er på det danske marked i dag, dækker ifølge Nordania de behov, som erhvervslivet har, uanset om det drejer sig om en enkelt varevogn eller en flåde på 600 biler.
Det giver ganske enkelt ikke mening at købe en ny bil til sin virksomhed længere. Man kan umuligt købe den billigere end leasingselskabet, og de administrative fordele er åbenlyse, mener Kasper Mark Andersen.
Hen medgiver dog, at der er en gruppe af mindre erhvervsdrivende, der af forskellige grunde vælger at købe brugte biler. Her kan leasingselskaberne ikke være med, da de udelukkende arbejder med nye biler. Derudover er der en endnu mindre gruppe, som bliver afvist af leasingselskaberne på grund af deres kreditværdighed. Det kan eksempelvis være helt nye virksomheder, som må finde anden finansiering og købe deres biler selv.