Fremtidens bygninger skal producere el til Smart Grid
Energieffektive bygninger, der kan fungere som små elværker, er i fokus på messen Light+Building i Frankfurt til april. Meningen er, at bygningerne skal producere el både til eget og andres forbrug.
På Light+Building 2012-messen i Frankfurt den 15-20. april får et af udstillingsområderne temaet ”Buildings as Power Stations in the Smart Grid”. Her bliver de mange nye muligheder inden for fremtidens energieffektive bygninger, der kan fungere som små elværker forbundne i et såkaldt Smart Grid, fremvist.
Smart Grid kan ifølge Dansk Energi defineres som ”Intelligente elsystemer, der kan integrere alle tilkoblede brugeres adfærd og handlinger – både dem der producerer el, dem der forbruger el, og dem der gør begge dele – for effektivt at kunne levere en bæredygtig, økonomisk og sikker elforsyning”.
Smart Grid kommer til at spille en afgørende rolle for EU’s målsætning om, at nyopførte bygninger fra 2021 skal have en nul-energistandard, da nutidens bygninger står for cirka 40 procent af det totale energiforbrug.
Decentral elproduktion bliver nødvendig
Ifølge messematerialet bliver det eksempelvis kun muligt at kompensere for lukningen af de tyske atomkraftværker ved at skabe en decentral elproduktion. På udstillingsområdet vil det blive demonstreret, hvordan bygninger kan udstyres med el og energiproducerende installationer, lagringsenheder og styresystemer. I og med bygningerne bliver forbundne til et Smart Grid, er det vigtigt at holde styr på hvor meget el, der er brug for i nettet for at sikre en balance mellem udbud og efterspørgsel.
Der vil i Frankfurt blive vist konkrete eksempler på, hvordan man sikrer den mest optimale elproduktion og forbindelse til Smart Grid. Udstillingen henvender sig til en bred vifte af interesserede såsom installatører, arkitekter og bygningskonstruktører, og i alt vil mere end 2.100 udstillere på messen præsentere de nyeste produkter inden for lys, elektroteknik og bygningsautomation.