Guldager styrker sin position i Schweiz
Guldagerkoncernen opkøbte i december 2021 SiWaTec AG – et 100 procent schweizisk selskab grundlagt i 2001 af Ignaz Schneider.
SiWaTec udfører renovering, reparation og vedligeholdelse af offentlige og private swimmingpools samt badeanstalter og springvand. Reparationsområdet omfatter reparation og udskiftning af defekte komponenter samt eftermontering af komponenter.
Virksomhedens speciale er at beregne, planlægge og udføre den komplette vandbehandling fra det enkle sandfiltersystem til den sofistikerede 5-trins proces i henhold til den nyeste state-of-the-art teknologi og lovgivning. Da SiWaTec har medarbejdere med mere end 20 år erfaring inden for opførelse af kommunale og private svømmehaller, har man derfor nogle af branchens bedste eksperter på dette område ansat i virksomheden.
LÆS OGSÅ: Ny løsning omdanner skibes overskudsvarme til strøm
Guldagers overtagelse af SiWaTec AG er vigtig for kunderne i Schweiz, da der nu kan tilbydes et komplet serviceprogram for svømmehaller og badeanstalter.
Claus Torbøl, administrerende direktør i Guldager, glæder sig over købet og ser frem til endnu bedre servicemuligheder for vores schweiziske kunder:
“Vi er meget glade for, at SiWaTec AG bliver en del af Guldager. Vi er en førende europæisk virksomhed inden for vandbehandling, som i mere end 75 år har opbygget en europæisk organisation med kvalificerede og motiverede medarbejdere. Vandbehandlingssektoren vokser hurtigt, og Guldager har stærke kompetencer og en god markedsposition i Danmark, Tyskland, Schweiz og Belgien. Målet i de kommende år vil være at gøre endnu bedre brug af de mange års erfaring, som medarbejderne i Guldager har, samt udvide virksomheden inden for vandbehandling gennem videreudvikling, opkøb af virksomheder og teknologier.”
-AKJ