Hybrid Greentech vinder Green Power Prisen 2024
Virksomheden vinder prisen for deres avancerede, storskala og intelligente energilagringsløsninger, som aflaster elnettet og opbevarer overskydende energi ved hjælp af AI-drevne virtuelle kraftværker.
Fra venstre: Kristian Jensen, adm. dir. Green Power Denmark, Rasmus Rode Mosbæk, adm. direktør og grundlægger af Hybrid Greentech, Andreas Barnekov Thingvad, Trading Systems Director i Hybrid Greentech, Martin Gram, Chief Business Development Officer i Hybrid Greentech, Jesper Hjulmand, formand i Green Power Denmark og Lea Bigom Wichmand, afdelingschef i Green Power Denmark.. Foto: Green Power Denmark / Jeppe Carlsen
Med Hybrid Greentechs intelligente energilagringsløsninger kan de i perioder, hvor der er overskud af vedvarende energi i forhold til forbruget, opbevare energien i alt fra varmepumper, batterier til køleanlæg eller smelteovne gennem AI-drevne virtuelle kraftværker.
Når en sky går for solen, eller en vindfront er forsinket, kan de i samme sekund frigive strømmen igen, forklarer Green Power Denmark i en pressemeddelse om prisen.
“Stort tillykke til Hybrid Greentech. De er med til at løse en kæmpe udfordring i den grønne omstilling, nemlig hvordan vi sikrer, at der altid er strøm i stikkontakten – også når solen er gået ned, og vinden ikke blæser. Deres teknologi er i den grad med til at styrke elektrificeringen, og derfor er de en fortjent vinder af Green Power Prisen, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.
Prisen blev overrakt på Green Power Denmarks Topmøde 2024, hvor grundlægger Rasmus Rode Mosbæk modtog et diplom og 30.000 kroner til et grønt formål.
-emte