Kabler, kobber og jern - Coferro A/S 65 år

Jeg har siddet i forskellige afdelinger med skiftende chefer, og med skiftende chefer er der også forskellige måder at drive og lede virksomheden på. Så på den måde føles det ikke som at have været i den samme virksomhed alle de år.

Coferro har formået at forny sig og ekspandere gennem sin 65-årig levetid både omkring de fysiske rammer, varesortiment og ledelse. Den største forandring, som jeg har oplevet det gennem tiderne er, at Coferro gik fra at være en provisionsvirksomhed uden lager - som var en rigtig god forretning, men som også overlevede sig selv på grund af større gennemsigtighed i markedet - til at være en virksomhed med store lagre. Da vi blev for store til Coferros første lokaler i Valby, måtte vi leje lagerlokaler ude i byen. Efterhånden som lageret blev endnu større, kunne det ikke betale sig at leje lagerplads, og i 1976 flyttede vi til vores nuværende bygninger i Herlev. Efter kort tid måtte vi igen ud i byen og leje ekstra lagerlokaler i lokalområdet, indtil det i 1988 blev besluttet at bygge egen lagerhal på grunden i Herlev, hvor vi stadig bor.

Coferro har ændret varesortimentet gennem tiderne. Coferro var stor på skibskabler, men i og med skibsindustrien herhjemme blev mindre, faldt det marked. I takt med IT udviklingen har varesortimentet selvfølgelig ændret sig, og er på nogle områder noget helt andet i dag. For eksempel handler vi med fiberkabler nu. Men i det basale har vi stadig de grundkabler, vi havde for 65 år siden.

Fra duplikator til e-mail

Kobberpriserne, som er en bærende del af prisen på et kabel, ændrer sig fra dag til dag ligesom markedsprisen på alle andre metaller. Når kobberpriserne var faldet eller steget, skulle vi, når vi mødte ind om morgenen sende informationen ud til kunder, som dengang foregik pr. brev. Vi kunne én dag sende brev ud til alle vores kunder, at kobberet var faldet 1,7%, og tre dage efter steg kobberet 2,7% - og så skulle der et nyt brev ud. Duplikatoren blev sat i gang, og vi måtte ikke gå hjem, før alle breve var frankeret og afleveret på posthuset. I dag trykker vi på en knap, sender en e-mail, og så er alle vores kunder informeret. Og de behøver ikke engang at få det at vide af os længere, da de selv kan følge med i kurssvingningerne.

Jeg kunne ikke få mig selv til at sige du til direktøren

Jeg kom i 1973 som 20-årig, og meget hurtigt sagde vores direktør du til mig. Jeg kunne ikke drømme om at sige du til ham. På et tidspunkt spurgte de unge i virksomheden, om det var tilladt de unge imellem at sige du til hinanden. Det udviklede sig til, at vi også sagde du til mellemcheferne, men til direktøren sagde vi

stadig de. Det var på samme tid, start 1970’erne, at pigerne måtte gå med lange bukser på arbejde, men det skulle være bukser med pressefolder, ikke cowboybukser. Ellers gik pigerne i kjoler eller nederdel.

Medarbejdere, der blev ansat senere hen i 1980’erne, sagde du til direktøren, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige du til ham, og jeg kom aldrig til at gøre det. Den næste generation af direktør, som kom i 2000, sagde jeg så du til. Når man har været samme sted og fulgt menneskerne, kan man ikke bare lave det

om, fordi tiden ændrer sig. Det er ikke det samme som at sidde i et privat regi og foreslå om man skal være dus.

Jeg har arbejdet under fire direktører på 43 år. Da jeg kom til i 1973, var der de to direktører, som havde startet virksomheden i 1951, og det forblev en familieejet virksomhed i mange år. Aktierne i virksomheden blev senere hen delt ud på deres børn, som overtog efter forældrene. Det var faktisk først i starten af 2000, at da der kom en direktør udefra, at virksomheden kom ind i en ny tid. Der kom en direktør, der havde været udenfor Coferro, og som kom med andre vinkler på at drive en virksomhed og andre vinkler på ledelse. Dem, der tidligere havde overtaget direktørposten, var børn af stifterne, født og opvokset i Coferro. På den måde gik virksomheden ind i en ny tid.

Vi har også været mærket af tiderne

Der var krise, da jeg blev ansat for 43 år siden, og man skulle passe på pengene. Det var i forbindelse med benzin- og oliekrisen i 1973. Tiden var præget af en tilbageholdenhed, og der var ikke noget, der hed lønforhøjelse for eksempel. Det mest voldsomme, der blev gjort var, at julegaven blev skåret væk. Julegaven var en flaske sherry.

Jeg tror på at der noget gammel ånd i væggene, der fortæller, at det er en god arbejdsplads. Der kommer unge mennesker ind og bliver her. Det er ikke bare fordi, jeg er faldet i søvn, de unge bliver her også. Det er få, der kommer selv og siger, at de har fundet et nyt job. Selvfølgelig er der folk, der rykker rundt.

Jeg er forundret over, at selvom kollegaer skiftes ud, så er der stadigvæk en stor gejst og kampånd i firmaet. Medarbejderne vil Coferro, man vil det gerne. Medarbejderne går ikke ud og søger nyt job, fordi der er lidt lavvande, indstillinger er, at det skal vi bare igennem. Det siger ikke kun noget om Coferro, men også om de mennesker, der arbejder i Coferro. Ja, det overrasker mig lidt engang i mellem. Jeg kan have en holdning til det, fordi jeg er nået op i alderen, og fordi jeg har været her så længe. Men når jeg tænker på den yngre genration, som normalt zapper videre, når det bliver kedeligt, så overrasker det mig stadig, at indstilling er, det arbejder vi os ud af sammen. Den type sammenhold, eksisterer her i Coferro.