Madsen & Kastberg Gruppen overtager fynsk virksomhed
Midtfyns VVS blev fra 1. januar en del af Madsen & Kastberg. Det er sket som led i et strategisk ønske om at styrke virksomhedens engagementet vest for Storebælt, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
“Vi var i markedet for at finde et nyt domicil til vores eksisterende fynske VVS- og sprinklerafdeling og blev i den forbindelse præsenteret for en potentiel ejendom. En ejendom hvor det viste sig, at virksomheden også var til salg. Vi fik sat et møde i stand, og da kemien og dialogen var god, kom en aftale hurtigt på plads,” udtaler Brian Kastberg, adm. direktør i Madsen & Kastberg.
For ejerne af den fynske VVS-forretning, Tove og Morten Clausen, var både Madsen & Kastberg som virksomhed og timingen for købstilbuddet helt rigtig.
“Madsen & Kastberg har en størrelse og et nærvær i deres forretning, som tiltaler os. Deres fokus på medarbejdertrivsel samt deres værdisæt; ordentlighed, faglighed og samarbejde går helt i tråd med vores måde at drive virksomhed på. Her bliver vi en del af noget større og føler samtidig en stor tryghed i at den gode ånd i Midtfyns VVS bevares, siger de nu tidligere ejere.
Midtfyns VVS har eksisteret i 20 år med de samme folk ved roret, og på adressen har der været VVS forretning siden 1952.
Madsen & Kastbergs nuværende fynske medarbejdere flytter i starten af det nye år ind på adressen i Ringe.
-emte