Morsø lancerer ny svanemærket pilleovn
Morsø udvider sit klassiske brændeovnssortiment med pilleovnen Morsø P30, der ifølge virksomheden er den første svanemærkede pilleovn på markedet i Danmark.
Med Morsø P30 går en bevidst stillingtagen til design og miljø hånd i hånd med bekvemmelighed. Morsø P30 opfylder nemlig de strenge miljøkrav, som en svanemærkning kræver. Den CO2-neutrale pilleovn kan holde sig selv i gang hele dagen og natten med, og det er ifølge virksomheden den første svanemærkede pilleovn på det danske marked.
Pilleovne vinder i dag frem som et praktisk og bekvemmeligt alternativ til den traditionelle brændeovn. Morsø P30 er udført i stål, og standardmodellen har et stort kig til flammerne. Ønskes et mere lukket udtryk fås Morsø P30 med tre forskellige glasfronter, der på hver deres måde understøtter ovnens moderne og stilrene udtryk.
De forskellige glasfronter giver mulighed for selv at sætte sit præg på, hvordan lyset og varmen fra flammerne reflekteres ud i rummet. Alle låger er designet, så brændeskålen er gemt, og der kun er kig til ilden.
-KH