Nordens største producent af eltavler Elcor henter ny CEO fra bestyrelsen
Den 3. marts tiltræder Peter Sørensen som CEO for Elcor med et klart fokus på at accelerere væksten og styrke innovationskraften.
Peter Sørensen, Group CEO for Elcor. Foto: Elcor/Peter Sørensen
Peter Sørensen har en solid baggrund inden for teknisk service og ledelse og har hidtil bidraget til Elcors udvikling som bestyrelsesmedlem – en rolle, han nu træder ud af for at påtage sig opgaven som CEO.
Gennem sin karriere har Peter Sørensen spillet en central rolle i udviklingen af virksomheder som OTIS A/S, DYRUP A/S, Nilfisk-Advance A/S og senest Andersen & Heegaard. Hans fokus har været at optimere driften, skabe organisk vækst og gennemføre strategiske opkøb. Den erfaring bringer han nu med sig til Elcor, hvor han vil bygge videre på det gennem en skarp og målrettet indsats tilpasset markedets unikke muligheder.
Elcor er resultatet af en konsolidering, hvor en række markante nordiske aktører i eltavleindustrien (Tic Elkas, AUTOMATIC SYD, Eegholm, Elcor+, EA Elautomation) er blevet samlet. Siden 2023 har gruppen været ejet af kapitalfonden Axcel. Med en ledende markedsposition og et tværfagligt fundament har Elcor skabt et stærkt samarbejde med fokus på skalerbarhed, innovation og teknisk ekspertise for bedre at kunne imødekomme de stigende krav til automatisering og grøn omstilling i en bred vifte af industrier.
“Peter har stærke kompetencer til at drive Elcor ind i næste vækstfase. Han har opnået en dyb forståelse af forretningen gennem sit arbejde i bestyrelsen og har et skarpt øje for vores kunders behov og de strategiske markedsmuligheder. Med hans lederskab vil vi styrke vores position som en innovativ og fremtidsorienteret aktør i industrien.”
Morten Østergaard, bestyrelsesformand for Elcor.
Med udnævnelsen af Peter Sørensen som CEO sætter Elcor en retning, hvor innovation og udvikling er i centrum. Branchen kan derfor forvente en endnu stærkere og mere agil koncern, der er klar til at sætte nye standarder.
“At gå fra bestyrelsen til CEO-rollen giver en unik fordel – jeg kender koncernen og dens potentiale. Nu handler det om at fastholde vores stærke kundecentrerede tilgang og hver dag arbejde på at gøre det endnu mere attraktivt at handle med os. Elektrificeringen af vores samfund fortsætter som en helt afgørende parameter. Eltavler sidder overalt, og ved at styrke innovation og digitalisering kan vi bidrage meget positivt til den grønne omstilling. Elcor har allerede opkøbt en række virksomheder. Opgaven med at tage det bedste fra alle verdener og skabe en fantastisk virksomhedskultur er en spændende udfordring som øverste leder. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, møde alle de dygtige og engagerede medarbejdere samt til samarbejdet med vores kunder, leverandører og øvrige partnere.”
Peter Sørensen, CEO for Elcor
Om Elcor
Elcor er Nordens største producent af eltavler til automation og industri med mere end 900 medarbejdere på tværs af Danmark, Norge, Sverige, Polen og Litauen. Virksomheden dækker hele værdikæden – fra design og specifikation til hardware- og softwareproduktion – understøttet af stærke serviceydelser inden for installation og vedligeholdelse. Med over 100 års samlet erfaring, avancerede produktionsfaciliteter og en værdibaseret tilgang leverer Elcor skræddersyede løsninger til kritiske sektorer som blandt andet fødevareindustrien, infrastruktur, marine og pharma. Elcor har været ejet af Axcel siden 2023.
Læs mere på http://www.elcor.dk.