Ny debat om danske stikpropper
Gratisavisen Søndagsavisen har pustet ild i debatten om Schuko-stikpropper, som i få danske hjem har jordforbindelse. Derfor får mange danskere stød af opvaskemaskinen eller vaskemaskinen, og virker HPFI-afbryderen ikke, kan det få alvorlige konsekvenser.
Så er der igen ballade om danske stikpropper og kontakter, og denne gang er den startet af gratisavisen Søndagsavisen, som har taget fat i stikpropperne på hårde hvidevarer herhjemme, skriver ing.dk.
Siden 1995 har stikpropperne på hårde hvidevarer i Danmark været af Schuko-typen, som fungerer efter hensigten i resten af Europa. Her bliver de nemlig forbundet med jord, når de sættes i kontakten.
Men langt størstedelen af danske stikkontakter er anderledes, eftersom det først sidste år blev tilladt at sætte Schuko-stikkontakter op. Det særlige ved disse Schuko-stikkontakter er, at de er med sidejord, hvilket giver en bedre sikkerhed for Schuko-stikpropperne.
Halvdelen af danskerne installerer selv
Hvis man ikke benytter en Schuko-stikkontakt eller har en adapter, så fejlstrømme på eksempelvis en vaskemaskine eller en opvaskemaskine kan ledes til jord, kan man imidlertid risikere at få stød, og det er netop her problematikken opstår.
Ifølge en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen, installerer mere end halvdelen af danskerne selv deres hårde hvidevarer. Syv ud af ti af dem, der selv gør det, har ikke gjort noget for at sikre dem med jordforbindelse.
Et argument for, at det daværende Elektricitetsråd tillod Schuko-stikpropperne, var ellers, at danskerne selv ville skifte stikpropper, skriver Søndagsavisen. Men det sker altså ikke.
Resultatet er, at mange får stød, når afledningen til jord sker direkte gennem hvidevarernes ejere. HPFI-relæer slår fra, hvis der er tale om mere end 30 milliampere. Men mindre er ifølge chefkonsulent Søren Rise fra installatørernes brancheorganisation, Tekniq, tilstrækkeligt til, at det gør ondt.
Forbrugerrådet: De lader danskerne i stikken
Søndagsavisen har talt med flere, der har oplevet at få stød fra enten vaskemaskinen eller opvaskemaskinen. Nogle har svært ved at forstå, at de hårde hvidevarer må leveres uden en jordforbindelse, der passer til danske stik.
Det har Forbrugerrådet også.
"Det er noget værre rod. Sikkerhedsstyrelsen lader forbrugerne i stikken og har et stort efterslæb med at oplyse om farerne ved at blande systemerne sammen," siger ingeniør Helle Amundsen fra rådet til Søndagsavisen.
Et andet argument for at tillade Schuko-stik på hårde hvidevarer var, at Danmark var blandt de første lande til at indføre krav om HFI- og senere HPFI-afbrydere. Men Søndagsavisen fremhæver, at Sikkerhedsstyrelsens egne tal viser, at der er fejl på 14 procent af afbryderne.
Det får Søren Rise til at advare om, at det før eller siden ender galt med så mange vaskemaskiner og opvaskemaskiner uden jord.
"Man risikerer at dø, hvis man holder med hænderne på køkkenvasken, mens man rører opvaskemaskinen, hvis HPFI-afbryderen ikke virker," siger han.
Bør skifte til Schuko-stikkontakter
Den egentlige løsning er ifølge Søren Rise, at danskerne skifter til Schuko-stikkontakter. Da stikkontakter kun bliver udskifter meget sjældent, kan det dog tage flere år.
Sikkerhedsstyrelsen afviser, at fejlstrømme i hvidevarer uden jord er noget problem. Der er, mener styrelsen, ikke behov for en national oplysningskampagne.
"Vi overvåger situationen nøje og bruger pengene der, hvor vi kan dokumentere, at mennesker kommer til skade eller kan komme til skade," siger Sikkerhedsstyrelens pressechef, Dorthe Rasmussen, til Søndagsavisen.
- OWG
?