Prysmian Power Link har modtaget kabelordrer til en samlet værdi af 1,1 mia euro fra den tyske transmissionssystemoperatør 50Hertz.
Koncernen vandt i september 2023 udbuddet til LOT 2 og er ansvarlig for design, fremstilling, levering, on- og offshore installation, test og idriftsættelse af to nøglefærdige projekter med en samlet kabellængde på cirka 1.000 kilometer.
- Offshore projektet NOR-11-1 vil bestå af et 525 kV HVDC-søkabel med en kapacitet på 2 GW, som skal forbinde LanWin 3 havmøllepark i Nordsøen til det tyske elnet.
- Onshore projektet DC31 vil bestå af et 525 kV HVDC- underjordisk kabelsystem beregnet til at overføre elektricitet fra Heide i Schleswig-Holstein til Klein Rogahn - i forbindelse med NordOstLink (NOL).
Begge kabeldesigns vil bestå af 2 x 1-leder kobberkabler med XLPE-isolering, metallisk skærm og et fiberoptisk kabel. Søkablerne vil blive fremstillet i Pikkala (Finland) og Arco Felice (Italien), mens de undersøiske fiberoptiske kabler vil blive fremstillet i Nordenham. Landkablerne vil blive fremstillet i Frankrig.
Derudover fik Prysmian også tildelt udbuddet til LOT 7, som er en rammeaftale fra 50Hertz om mulighed for fremtidige ordrer på 525 kV kabellængde på op til 2.700 km inden for en aftalt periode.
"Vi er glade for at arbejde sammen med 50Hertz og bidrage til den tyske energiomstilling med løsninger og erfaring, der understøtter vedvarende energi," udtaler Hakan Ozmen, EVP for Projects Business Unit hos Prysmian Group.
"Denne langsigtede kontrakt styrker forholdet mellem Prysmian og 50Hertz og bekræfter vores forpligtelse til at støtte vores kunder gennem hele kabelsystemernes livscyklus," forklarer Detlev Waimann, Chief Commercial Officer i Prysmian Power Link hos Prysmian Group.
Projekterne er beregnet til at starte i 2025 og blive afsluttet midt i 2030’erne.