Solcellepark gør klar til at møde elnettet

Jysk Energi Invest er i gang med at opføre Solcellepark Høvsøre, der får lokalt medejerskab. For at få strømmen fra solcellerne på elnettet er NOE Net nødt til at opgradere Bækmarksbro Transformerstation, der er bygget til at levere elektricitet til markvanding. Nu bliver stationen knudepunkt for opsamling af grøn strøm.

For Solcellepark Høvsøre drejer det sig i første omgang om ganske hurtigt at få trukket 350 km interne kabler, der skal forbinde 14 kæmpeinvertere på syv hovedstationer. Foto: Arkivfoto.

Gravkøerne graver render i den bløde vestjyske muld, og en traktor trækker kabler gennem landskabet 20 km vest for Holstebro. På en bar mark med sporadiske blomster er Jysk Energi Invest i gang med at etablere Solcellepark Høvsøre på 35 MW, hvoraf op mod halvdelen snart udloddes til salg til kostpris blandt borgere og sommerhusejere i Lemvig Kommune.

Andelsselskabet Jysk Energi har gode erfaringer med delt ejerskab med vindmøller, så de borgere, der skal bo tæt på VE-anlægget, er inviteret med. Denne gang får alle myndige personer i kommunen mulighed for at investere fra 4.300 kr. til en halv million. Samlet budget for hele parken: Ca. 200 millioner kr.

LÆS OGSÅ: Erhvervspuljen til grøn omstilling er populær

”Vi har travlt, for vi skal have spænding på solcelleparken og producere de første kilowatttimer i år. Prisen for at være på nettet stiger med en hel del millioner kroner, hvis vi kommer over på den anden side af nytår”, siger projektleder, elinstallatør Mathias Frølund fra Jysk Energi Teknik, der står for planlægningen af det praktiske arbejde på den vestjyske mark.

Baggrunden for hastværket er, at Folketinget har vedtaget nye regler for fordelingen af omkostninger i snitfladen mellem elnetselskaber og VE-udviklere. Aktuelt har Forsyningstilsynet et forslag om standardtilslutningsbidrag og indfødningstariffer i høring. For at sikre at omkostningerne ikke bliver for høje, forsøger Jysk Energi Invest og andre VE-udviklere derfor at skynde sig at få anlæg på nettet inden skæringsdatoen.

350 km interne kabler

For Solcellepark Høvsøre drejer det sig i første omgang om ganske hurtigt at få trukket 350 km interne kabler, der skal forbinde 14 kæmpeinvertere på syv hovedstationer. Derudover skal der bankes pæle i jorden på det 70 hektar store areal og monteres solceller på et drejesystem, der får solcellerne til at følge solen over døgnet fra øst til vest.

For at få strømmen fra solcelleparken på elnettet skal Jysk Energi Invest også trække et kabel til den nærmeste 60/10 kV-transformerstation – og den er ’for lille’ til de projekter, der skal på nettet i år.

Derfor er der også aktivitet på Transformerstation Bækmarksbro, der er en af NOE Nets 23 hovedstationer. Ligesom andre steder i landet skal det vestjyske elnet forstærkes, før der kan leveres ny elektricitet ind i systemet.

LÆS OGSÅ: Øens VVS Entreprise A/S sørger for vand til toppen af ”Green Hills”

Fra markvanding til VE-knudepunkt

I dette tilfælde handler ’netforstækning’ primært om at modernisere Bækmarksbro Transformerstation, der ifølge driftstekniker Bo Koch fra NOE Net er bygget i 1980’erne til at levere elektricitet til markvandingsanlæg. Den simple station er ved at udvikle sig til et knudepunkt for opsamling af grøn elektricitet.

”Stationen har i mange år haft en maksimal last på 2-3 MW om sommeren, hvor er brug for vand til markerne. Snart skal stationen modtage produktion fra vindmøller og solceller med en samlet ydeevne på 120 MW og sende store mængder elektricitet videre til kunder udenfor området”, fortæller Bo Koch fra NOE Net.

Lidt endnu ligger det meste af den gamle transformerstation under åben himmel. Et par tynde kabler forbinder som en slags strømtyve stationen på jorden med en af de få 60 kV-luftledninger, der er tilbage i området.

Projektingeniør Simon Kuhlmann fra Jysk Energi Teknik, der en entreprenør på ombygningen, fremviser nogle af de komponenter, der skal udskiftes. Det nye isenkram skal installeres under tag i en nyopført, rummelig bygning. I alt skal der opstilles  27 tons på 10 kV-siden og endnu mere vægt på det nye 60 kV-anlæg.

LÆS OGSÅ: Pro-Automatic A/S køber Fleks Tavler ApS

”Når udstyret kommer under tag, vil det være godt beskyttet mod vesterhavsklimaet. Vi er kun 5-10 kilometer fra kysten, og salt kan slide på komponenterne”, fortæller Simon Kuhlmann, der regner med, at det meste af projektet er afsluttet midt på sommeren. Forsinkelser på stål og andre materialer i de globale forsyningskæder kan dog risikere at forsinke indvielsen.

Nødvendigt med kvalificeret arbejdskraft

Inde i bygningen er montør Lars Poulsen fra Jysk Energi Teknik ved at tilslutte transformerstationens batteripark, der skal holde liv i belysningen, hvis forsyningen glipper. Det er vigtigt med backup-strøm af hensyn til de medarbejdere, der – med lys i loftet – lettere kan finde eventuelle fejl.

Selv er Lars Poulsen et eksempel på kreativ tænkning i forhold til en anden mulig hæmsko for den grønne omstilling: Rekruttering af kvalificeret arbejdskraft på et rødglødende arbejdsmarked.

”Jeg har været automekaniker i næsten 20 år, men trængte til at prøve noget andet”, fortæller 43-årige Lars Poulsen, der altså har skiftet olie ud med elektricitet.

Lars Poulsen får snart en kontrakt som voksenlærling og har en plan om at efteruddanne sig til forsyningsoperatør i Skive for at dygtiggøre sig til de anderledes opgaver under høje spændingsniveauer.

LÆS OGSÅ: Halvdelen af danske boligejere har stort set aldrig energioptimeret deres hjem

Svært at spå om fremtiden

Og nye opgaver er der mange af for netselskaber som NOE Net. Udover at sørge for, at det eksisterende udstyr er trimmet, handler det også om at være klar til mange flere elbiler, vækst i antallet af små og store varmepumper og vækst i mængden ny elektricitet fra vindmøller, solceller og andre grønne teknologier.    

”I år skal vi udover Solcellepark Høvsøre nettilslutte en vindmølle på 9,5 MW ved Thyborøn og en solcellepark på 40-55 MW ved Klinkby, og så når vi nok ikke mere i år. Hvad der sker på produktionssiden næste år, er uklart på grund af usikkerheden om de nye tilslutningsbetingelser”, siger Simon Kuhlmann.

Strøm til oprensning af Høfde 42

På forbrugssiden er det ret sikkert, at der kommer flere elkedler/varmepumper på områdets fjernvarmeværker, ligesom en eller flere biogasanlæg vil få brug for frisk elektricitet. Folketinget har besluttet, at der skal ske en oprensning af den stærkt forurenede grund ved Højde 42 på stranden tæt på Cheminova; en operation, der kræver betydelige mængder elektricitet.

LÆS OGSÅ: 250 millioner kroner til mere grøn varme

”Vi skal også sørge for nettilslutning til de nye batteritog, der skal køre mellem Lemvig og Skjern, men det er stadig uklart, hvor og hvor meget togene skal lade. Det er også svært at regne på, hvor meget nettilslutning et eventuelt Power-to-X-anlæg ved en af solcelleparkerne får behov for”, siger Bo Koch.  

Næsten fuldt booket

Som andre netselskaber har NOE Net udarbejdet en netudviklingsplan, men fremtiden er fyldt med rigtig mange spørgsmålstegn på både kort og længere sigt. Noget af det, der står fast, er, at når Solcellepark Høvsøre går på elnettet med sine 35 MW senere i år, så vil Bækmarksbro Transformerstation næsten med det samme være fuldt booket.

Ved Nees Solpark på 40 MW, der allerede leverer energi til Transformerstation Bækmarksbro, er der planer om ekstra op mod 150 MW. Hvis det bliver opført, vil det formentlig være Energinet, der skal tage imod på sit 150 kV-net.

”På Bækmarksbro har vi plads til én ekstra vindmølle på 8 MW på 10 kV-siden, men ellers er der allerede fyldt op med produktion. Til gengæld er der god plads til at tilslutte mere forbrug”, fortæller Bo Koch vel vidende, at der næppe sker ret meget i det tyndt befolkende område foreløbig.

LÆS OGSÅ: 11 kommuner vil forbedre skolernes indeklima

Solcellepark Høvsøre forventes at producere 40 millioner kWh om året. Det svarer til forbruget i cirka 12.000 husstande.

-AKJ

2ctrl ApS

Sponseret

2CTRL er landets førende virksomhed inden for KNX

Elsikkerhed.dk

Sponseret

Installatørmøde 2025 - Kolding

Relateret indhold

19.12.2024Installator.dk

Undersøgelse: Mange dansker misser strømbesparelser i hjemmet

12.12.2024Scankab Cables A/S

Sponseret

Scankab gør fremtiden grønnere med #MovingGreen

Bæredygtighed og digital transformation går hånd i hånd

10.12.2024Schneider Electric A/S

Sponseret

06.12.2024Brødrene A & O Johansen A/S

Sponseret

Nu er det alvor med solceller

02.12.2024Produal A/S

Sponseret

Analyserer og informerer om miljøforstyrrelser med IQS

02.12.2024Produal A/S

Sponseret

Præcise målinger kompenserer for forvrængninger

29.11.2024B.E.G.

Sponseret

B.E.G. er klar til BR18 og fremtidens energi krav

27.11.2024Schneider Electric A/S

Sponseret

Grundfos skærer ned på energi og driftsomkostninger med unik teknologi fra Schneider Electric

Jobmarked

Se alle

Hold dig opdateret med Installator.dk

Tilmeld dig nyhedsbrevet og følg med i alt som rører sig indenfor tekniske installationer - el, VVS- og ventilationsbranchen.

Se flere temaer

Events

Se alle