Solvarme sælger
Den høje oliepris får salget af solfangere, opvarmning med træpiller og andre alternativer til at stige. Økonomisk set bliver det mere og mere rentabelt at hente varme på andre måder end via det traditionelle oliefyr, men også klimadebatten spiller en rolle.
"I øjeblikket kommer der flere og flere ordrer på blandt andet solvarmeanlæg. Det er måske overdrevet at sige, at kunderne ligefrem står i kø, men en kombination af de voldsomme energipriser og vores fokus på klimaforandringer har hævet interessen markant", siger informationschef i DS Håndværk & Industri, Poul Bavngaard.
Penge at spare
"Med de nuværende priser sparer en villaejer mange penge ved at kombinere sin opvarmning med for eksempel solenergi. Solfangerne, man kunne købe for 10-15 år siden, var ikke altid lige gode. Folk gik efter de billigste, og effekten var derefter. I dag taler vi om professionelle virksomheder, der fremstiller dyre anlæg, men til gengæld leverer de ganske betydelige besparelser", siger informationschefen.
Det er først og fremmest private med oliefyr, der kan skære en god bid af varmeregningen, mens de glæder sig over den tidlige forårssol. Et moderne anlæg er dog så effektivt, at selv folk med fjernvarme kan få rentabilitet i systemet.