Tekniq Arbejdsgiverne introducerer ny podcast
Den nye podcast “HØRT!” skal hjælpe medlemsvirksomhederne med at løse de ledelsesmæssige udfordringer, de møder i dagligdagen.
Mere end 30 procent af danskerne lytter ugentligt til podcasts. Derfor er det et helt naturligt skridt, at TEKNIQ Arbejdsgiverne nu udvider medlemskommunikationen med en faglig podcast, der beskæftiger sig med de udfordringer, medlemsvirksomhederne står overfor.
HØRT! henvender sig primært til medlemsvirksomhedernes beslutningstagere som direktører, øvrig ledelse og HR.
På cirka 20 minutter dykker podcasten hver uge ned i et konkret emne sammen med TEKNIQ Arbejdsgivernes faglige specialister, medlemsvirksomheder eller eksterne eksperter. Podcasten præsenterer altid konkrete løsninger, som medlemsvirksomhederne kan handle på og implementere.
Podcasten bestyres af Mikkel Nielsen, der er ansat som kommunikationskonsulent i Tekniq Arbejdsgiverne. Han har tidligere bl.a. været vært på Radio4-programmet "Madøre" i to sæsoner, deltaget i "Masterchef" og været vinanmelder på BT og hos Bilka Wine Club.
Mikkel Nielsen er uddannet cand.mag. i kommunikation fra Aalborg Universitet og har en nærværende stil, der sikrer, at lytterne er i godt selskab.
Podcasten kan findes på Apple Podcast, Spotify eller direkte på Tekniq Arbejdsgivernes hjemmeside HER.
-emte