Undervisning i øjenhøjde øger sikkerheden
Det skal være både spændende og nemt at lære nyt, og derfor ligger fokus på den håndgribelige undervisning samt dialog, når specialisterne fra Elsikkerhed møder op. Det må heller ikke være kedeligt. En populær tilgang - for dermed er det lettere at lære.
Virksomheden Elsikkerhed underviser indenfor to områder. Dels sikkerhed inden for elektriske installationer og dels regler for elektriske installationer. Det fortæller Peter Kjær, indehaver og underviser i virksomheden.
"Vi møder vores deltagere i øjenhøjde og spørger dem altid til, hvad de vil gøre i en given situation," siger han og uddyber:
"Dermed bliver det med udgangspunkt i deres hverdag. Med udgangspunkt i, hvad de står over for - i stedet for, at jeg peger på en paragraf og siger 'pas på!'. Her vil vi hellere spørge 'Har I prøvet at få stød?' Så dukker der altid nogle historier op, og det giver en god start på undervisningen," siger Peter Kjær.
Han tilføjer, at mindst én medarbejder altid fortæller, at han eller hun har prøvet at få stød inden for det seneste år.
Arbejder med det visuelle
Når man arbejder med at visualisere undervisningen har det mindst to fordele. Dels bliver det langt mere interessant. Og desuden langt mere effektivt.
"Et eksempel kan være, når vi skal ind og dimensionere på kabler etc. Hvordan omsætter man bedst dén viden til håndværkersprog? Her er vores erfaring, at det er bedst, at vi taler i billeder og underviser mere visuelt. Det arbejder vi meget med," fortæller Peter Kjær.
Han uddyber: "Sikkerhed og lovgivning kan være lidt tunge områder, men vi sørger for, at det ikke er mere besværligt end højst nødvendigt. Og det er altså vigtigt, at det ikke er kedeligt," siger Peter Kjær.
Undervisningen arbejder i høj grad med lyd og 360 graders video, og som nogen af de første i branchen vil Elsikkerhed anvende VR-teknologi for at få det praktiske element ind i et ellers meget teoretisk kursus.
Vigtig viden om ladestandere
Et varmt emne i elbranchen er installation af ladestandere. Peter Kjær fortæller, at det er et område, hans virksomhed har et særligt fokus på. Han påpeger i den sammenhæng, at underviserne selv har den el-faglige baggrund.
"Vi får ofte at vide, at det er rart at få en underviser ud, som selv har stået i situationen. Vi ved, at undervisningen skal være håndgribelig for at være effektiv og dermed øge deltagernes fokus på sikkerhed," siger Peter Kjær.
Tekst: Ebbe Fischer